Opkast og lerhytter

Den 5. om morgenen tog vi en bus mod Lalibela og det var sin sag at overtale buschauffoeren til at betale den pris de lokale betaler i stedet for faranji-pris, men det lykkedes til sidst. Faranji er os og alle andre hvide mennesker, som de konstant proever at lokke mindst 40% mere ud af, men jeg har laert tallene paa amharic og det hjaelper lidt for saa tror de vi har vaeret her laenge nok til at vide hvad tingene koster.

I bussen faldt vi i snak med en masse mennesker, da de fleste etiopere er meget interesserede i at hoere om vores lande og isaer snakke om fodbold. Blandt andet snakkede vi, eller mest Roberto, da jeg havde for travlt med at kaste op, svede koldsved og droemme om coca cola og toert broed, med Belay, en dreng fra Lalibela, som endte med at invitere os hjem til ham at sove, da vi spurgte om han kendte et sted vi kunne campere. Det gjorde vi saa og det viste sig at han boede i det hidtil mest primitive hus jeg har set. Det bestod af fire lervaegge og et tintag og havde hverken elektricitet eller vand. Belay boede sammen med sin mor, lillebror, to smaa soestre og halvvejs far. Hans far arbejdede som landmand hele dagen og kom kun hjem for at spise injera sent paa eftermiddagen for saa at tage af sted og sove ude ved markerne, saa han sled ikke meget paa faciliteterne. Familien var rigtig rar og selv om deres engelsk var meget begraenset fik vi snakket en hel masseom aftenen og mig og Rob laerte noget mere amharic. Desuden lavede de en kaffeceremoni for os, som jeg forhaabentlig faar tid til at uddybe den dag hvor jeg ikke laengere er haabloest bagud med bloggen.

I Etiopien har de deres egen tid, som foelger solens rytme. Naar solen staar op kl 6 europaeisk tid begynder dagen og etioperne siger derfor at det er klokken 0 og klokken 1 etiopisk tid er det samme som vores 7. Naar man bor i et hus uden lys begynder man virkelig at indrette sig efter det naturlige lys, saa da solen gik ned ved 19-tiden blev doeren til huset lukket og vi begyndte langsomt at goere sengene klar og da klokken var 20 laa vi i soveposerne. Til gengaeld vaagnede vi ogsaa til hanegal kl 0 etiopisk tid og saa begyndte dagen. Foerste punkt paa dagsordenen var fletning af mit haar. Da den aeldste datter i familien saa mit haar dagen foer blev hun vild og blodig og jeg lovede at hun maatte flette det. Efter at have faaet en ansigtsloeftning af de gode fik vi kaffe i de foerste tre forskellig huse inden vi kunne tage hul paa den oprindelige mission.

Lalibela er kendt for sine 11 imponerende kirker som alle er udfaerdiget i hver deres klippe, saa de er altsaa ikke blevet bygget med udhugget i et helt stykke klippe og videnskabsmaend forstaar stadig ikke hvordan det kunne lade sig goere i den tid hvor de blev lavet. Nu er jeg jo ikke den store fan af bygninger, men de var sgu imponerende nok og vi fik hele dagen til at gaa med at se dem.

Om eftermiddagen paa vej hjem til vores midlertidige lerhytte stoppede vi for at koebe nogle bananer saa vi kunne spise dem til middag i stedet for injera. Jeg havde jo en god undskyldning for at spise skaanekost for Belay havde set mig oerle i bussen og vidste at jeg ikke var helt rask. Efter middagen begyndte Belay at fortaelle om sin familie og hvor syge alle var - moren, onklen og faktisk ogsaa en nabo, som gerne ville have nogle af mine kontaktlinser fordi hun havde problemer med det ene oeje og troede det var medicin, haha. Han bad derfor om 200 birr (lidt under 100 kroner) saa de kunne komme til laegen og blive opereret, men vores to uger her i Etiopien har vist os at alle har en syg undskyldning for at tigge og bede om penge og oftest bliver man fyldt med loegn og da han pludselig kastede sig ud i en tydeligvis falsk graadscene besluttede vi os for ikke at give ham noget andet end de farver vi havde med og nogle andre smaating vi havde i rygsaekken. Det lyder maaske ret ubarmhjertigt, men vi bliver stoppet hvert tredje sekund her af folk der vil have kuglepenne, penge, plastikflasker(!?) og alt muligt og vi bliver raadet til aldrig at give noget til nogen. Isaer mange boern tigger paa gaden og hvis de finder ud af at det kan betale sig bliver de vaek fra skole for at goere det. Naa, men sidste nat var ret ubehagelig, da familien skaendtes over et eller andet og Belay ville ikke oversaette for os. Desuden var der hyaener lige uden for huset som skreg. Det var ren uhygge! Brrr...