De hvide kommer til byen

Hej alle mine tre (inkl. Roberto) laesere , hmpf! Jeg er blevet syg for tredje gang siden vi ankom til Etiopien, saa der boer tages forbehold for en vis indflydelse af febervildelse i dette indlaeg.


Den 4. oktober om morgenen forlod vi hovedstaden, Addis, for at tage nordpaa til Dessie, som egentlig beskrives i Lonely Planet (og det med rette) som et hul i jorden. Hullet ligger dog paa vejen til Lalibela som er et must see, saa vi fandt en sofa der for at dele den to dage lange rejse op. Busturen tog 10 timer, men saa er det jo godt at man har en evig trang og evne til at sove paa trods af store huller i vejen og lugte, som man ikke tror foer man oplever dem. Da vi endelig ankom blev vi moedt af intenst stirrende blikke, som fulgte os hele vejen hen til naermeste moenttelefon hvorfra vi ringede til vores sofavaert, Jon. Han ville straks komme og hente os saa vi satte os til at vente. Der gik ikke tre sekunder, saa stod der 10 sorte mennesker og gloede uhaemmet paa os - efter ti minutter var det blevet til 40. De var paa ingen maade truende, naermere nysgerrige, men det var virkelig graenseoverskridende at have saa mange fremmede mennesker inden for sin intimsfaere.

Paa mirakuloes vis fandt Jon os i menneskemaengden og paa sit flydende amharic (regionens mest udbredte sprog) hilste han paa folket og vi tog hjem til ham. Han fik venner paa besoeg til middag, og jeg frygtede straks at det var glosuppe eller kigvaelling (haha), men det var satme tacos! Det var ugens kulinariske hoejdepunkt efter lidt for mange dage med injera, den sure pandekage fra helvede. Umiddelbart efter den sene middag hoppede vi i soveposerne for vi skulle med bussen kl 5 naeste morgen. Godnat!