Glaedelig jul derhjemme!

Godmorgen til alle mine yndlinger og rigtig glaedelig jul! Min bliver holdt i Kampala i aar sammen med en familie som jeg gerne skulle laere at kende om en time, naar de kommer og henter os. Jeg savner DK og Jer saa meget lige nu og jeg glaeder mig enormt meget til at se Jer igen til sommer. Moedte heldigvis en dansker igaar som jeg kunne dele mine julefrustrationer med, men det er jo ikke det samme som Jer!
Hav en god aften og vaere venlig ikke at komme med alt for mange idylliske historier om hvid jul i vores lille land!;D
Kys og kram fra groenne (og ikke paa en grantraesagtige maade) Uganda

Lake Turkana

Vi havde fra flere sider hoert at Lake Turkana i det nordvestlige Kenya skulle vaere det smukkeste sted i landet, men desvaerre ogsaa et af de svaereste steder at naa hvis man som altid ikke har en firehjulstraekker for vejene skulle vaere taet paa ikke-eksisterende og der er ingen offentlige transportmidler. Vi besluttede os for at tage udfordringen op og tog den foerste matatu til Maralal. Det i sig selv var et hit for vi saa et vaeld af de dyr som man normalt betale dyre domme for at se i nationalparkerne. Da vi kom til byen fik vi desuden frokost paa Hard Rock Cafe - verdens mindste og mindst hygiejnisk bevidste.

Jeg ved ikke om folk her har en eller anden form for interesse i at skraemme os fra at se nogle ting eller om de bare alle arbejder inden for biludlejning, men dagen efter vi kom til Maralal var der allerede transport videre til vores endelige destination, Loyangalani, paa Lake Turkanas oestkyst, saa umiddelbart virkede det lidt for nemt. Nogle gange naar ting virker for gode til at vaere sande saa er det fordi de er det. Vi skulle med den lastbil, som de lokale kaldte The White Rhino, hvilket der ikke var den store nyhedsvaerdi i, men vi skulle denne gang sidde paa ladet som var laesset med saekke med majs og kasser med slikkepinde, maelk og solceller og det sammen med omtrent 50 andre. Vi havde faaet at vide at turen ville tage omkring 12 timer, men fordi vi skulle hive lastbilen op af mudderet et par gange og fordi chauffoeren ikke havde sovet i et par dage og kraevede en lur endte vi med at sidde i naesehornet 21 laaaaange timer, men det syn der moedte os i form af Lake Turkana, som kaldes The Sea of Jade pga. dens farve, var naesten hele besvaeret vaerd!:D


Det lagde dog en gevaldig daemper paa begejstringen, da vi kort inden vi naaede Loyangalani stoedte paa et par desperate foraeldre. De havde allerede mistet to boern til den koleraepidemi som haerger Kenya for tiden, hvoraf det ene stadig laa tildaekket paa jorden. Nu var deres tredje soen saa ogsaa blevet ramt saa ham tog vi med i lastbilen til hospitalet i Loyangalani og hoerte nogle dage senere at han var kommet sig.

Den dag vi ankom til byen var vi ude af stand til at foretage os andet end at finde et sted at spise og inden for faa timer var vi allerede stamkunder paa Cold Drinks Hotel hvor specialiteten ironisk nok var the, men Baba Chongo fra Somilia forstod ogsaa at friturestege en fisk og lave en delish gang hakket kaal som tilbehoer.

Dagen efter var vi efterhaanden ovenpaa igen og vi hyrede byens rasta, John, til at vise os omraadet. Det var saa latterligt flot bare at skue ud over den groenne soe med vulkanen Teleki i at de stenindgraveringer som John forsoegte at forklare os om fuldstaendig blegnede. Dog maatte jeg elske hans fortaelling om hvordan de bruger frugterne fra et ensomt trae midt i de vulkanske klipper til at "helbrede" den som har tabt sit hjerte og dermed er blevet en kold skid. Man skulle blot bruge 10-12 frugter og banke dem haardt mod det hjerteloese bryst og voila!







Senere paa dagen gik der menneskesafari i den. Vi saa foerst en samburu-, senere en rendilla- og til sidst en turkanalandsby med deres indbyggere. Faelles for stammerne er at de pynter sig med store perlesmykker, men for at forstaa forskellen mellem farver og blandingen af disse skal man vist vaere opvokset i omraade. Dem der skilte sig mest ud fra de andre var turkanastammen fordi kvinderne barberer siden af deres hoved saa de har en hanekam tilbage som de fletter og desuden faar de allesammen lavet et hul oeverst i oeret hvori de baerer nogle temmeligt store bladformede oereringe. Vi moedte en turkanakvinde som havde en piercing i laaeben lige som mig, men hendes hul var saa stort at hun kunne stikke den yderste spids af tungen ud igennem det. Det viste sig at vaere til lange rejser i oerkenen hvor det er noedvendigt at koele smaaboern ned og vaske dem. Hun kan med to mundfulde vand spraye vand ud gennem hullet og et styk ren baby, haha!!! Har desvaerre ingen billeder for saa ville der gaa lidt for meget human safari i den...

Saa solnedgang over soeen med flest krokoer i verden inden vi tog hjem i vores palmehytte... Saadan her saa den ud inden negernatten lagde sig.


Turen hjem fra Lake Turkana var nogenlunde lige saa latterlig som turen dertil, men vi overlevede paa trods af at chauffoeren i loebet af de sidste tre timer sad og blundede saa jeg flere gange maatte hive i rattet, for denne gang havde vi reddet os en plads i kabinen.

Det var vist de sidste ord for Kenya, for den 16.12 tog vi en autobus til Uganda!

Rift Valley - Nakuru og Lake Baringo

Efter at have camperet et par dage i regnvejr var det dejligt at komme til Kenyas fjerdestoerste by, Nakuru, og indlogere os paa vores helt eget vaerelse i Christina fra Tysklands lejlighed. Nakuru har, som stoerstedelen af kenyanske byer, ingenting at byde paa, men den udgoer en god base hvis man vil udforske dens dyyyyyre nationalpark eller se et krater umiddelbart uden for byen. Vi holdt os til sidstnaevnte og der var en vaeldig udsigt over Nakuru og over den usandsynligt store dal. Ellers hang vi lidt ud med nogle aber uden for den dyre nationalpark og med nogle af Chris' venner.

Da vi havde faaet den noedvendige portion af civilisation drog vi videre mod Lake Baringo, som det stod lidt skidt til med vandstanden pga. en naerliggende blomsterfarm som stjaeler en masse vand og mangel paa regn. Men hvis man skal vaere lidt grov saa kan man sige at den ene soes toerlaegning blev til to menneskers once in a lifetime oplevelse... Det viste sig nemlig at paa den campingplads hvor vi havde slaaet os ned fodrede personalet hver dag to gange om dagen den flodhestefamilie der holdt til i naerheden for at forhindre at de stakkels krae skulle doe af sult. Vi blev derfor, hold fast Dynen, vidner til en familie paa 20 medlemmer der luntede op af vandet for at spise det hoe med en form for sukker paa som der var lagt frem til dem hoejst 5 meter fra os!!! Flodhestene skulle tilsyneladende vaere skraemmende udsultede at se paa, men jeg synes umiddelbart at krikkerne har gode former. Hvad siger I?



"Step away from my hay!"


Og efter frokost gik den maette familie tilbage til deres lureposition i den lille soe.


Og saa kom krokoen og haabede at der ogsaa var nogen der ville fodre ham, men det var der ikke...


Efter disse fantastiske syn, gik vi en tur rundt i omraadet for at finde et sted hvor vi kunne faa noget ikke-grumset vand til at drikke og paa vejen stoedte vi paa den her van som havde noget meget charmerende


Paa vejen hjem stoedte vi paa en kaktusfrugt, som vi plukkede og guffede og det kan varmt anbefales. Proev lige at se paa den! Det maa vaere verdens smukkeste frugt!


Efter en nat med lige lovlig meget animalsk action (vi havde en flodhest saa taet paa vores telt at vi kunne lugte svinet og et uidentificeret dyr af betydelig stoerrelse kravlende paa teltets inderdug. Yaiks!!!) vaagnede vi op til foelgende syn. Okay, indroemmet, det var kun Rob. Jeg sov naturligvis stadigvaek fordi jeg var udmattet af at forberede mig paa hvordan jeg skulle flygte fra den flodhest som graessede paa vores territorie. Men det er flot, ik?



Inden solen begyndte at bage for meget besluttede vi os for at gaa i hiking mode. Vi ville egentlig bare bestige den foerste af tre klipper, der var i naerheden, da vi kun havde en halv liter vand, men pludselig stod paa den tredje.


Og derfra kunne vi kigge ned paa det her landskab par gale strudse og nogle buttede pelsdyr!

Rift Valley - Naivasha

Dagen efter min foeller lignede Bonifaces vaerelse Eastlands (Nairobis vaerste slumkvarter) efter en orkan, saa vi skyndte os at tage af sted. Det lyder ondt, men vi havde betalt hele ballet for ham i vores dage i Nairobi saa nu maatte han lege taepperenser!:/

Naeste omraade til udforskning var the Rift Valley som gaar fra et sted i Mellemoesten og et godt stykke ned i Afrika, men vi noejedes bare med den kenyanske del. Vi tog foerst til Lake Naivasha , hvor vi camperede med udsigt over soeen og blandt maraboustorke og abekatter. Ren idyl!


Vores plan var oprindeligt at besoege Hell's Gate National Park, som er en af de eneste i Kenya, hvor man som forgaenger eller cyklist kan se de kaere rovdyr og venner. Hurtigt blev den plan dog aendret, da vi hoerte om en alternativ safari til en kratersoe, som vel at maerke var noget billigere og inkluderede flodheste, yeah!

Foerst tog vi en jolle ud over soeen for at se noget fugleliv og de kaere heste fra flod og saadan her saa det ud:








Efter sejlturen ankom vi til et privat fredet omraade med en masse landkrabber og den foerste af dem var enten helt eminent til at spille doed eller ogsaa havde den set bedre tider.


Der var lidt mere gang i de andre saasom elandgazeller, impalaer, giraffer og zebraer...


Og pludselig stod vi oppe paa kanten af krateret med udsigt over en soe med meget hoej koncentration af alger og derfor en paen koloni af flamingoer, som maaske kan vaere lidt svaere at se.


Lige inden turen gik hjem ad den mindre befaerderde smutvej naaede vi at stoede paa det her lille roevhul, som stjaeler affoering fra de andre dyr i skoven, udhuler skidtet og bruger skallen til at gemme og udklaekke sine aeg. Hihi!


Resten af dagene i Naivasha gik med at blive inviteret paa middag af de oevrige beboere som typisk var paa organiseret rejse med kok tilknyttet!:D

Nairobi og foedselsdag

Den 29. november kl. 5:50 om morgenen ankom vi til Nairobi, som er berygtet i det meste af verden for at have en af de hoejeste kriminalitetsrater og utallige gadeboern. Derfor var det lige knap oenskescenariet at ankomme foer solen stod op til et af de vaerste omraader, men vi var heldige kun at vente 10 minutter foer en lille cafe aabnede lige ved siden af, saa vi kunne faa varmen efter en iskold bustur med en kop the og ndazi/andazi/mandazi eller hvordan de nu foelte for at kalde dette trekantede stegte broed den dag!:D

Da vi naermede os et humant tidspunkt at staa op paa kom vores couchsurfer, Boniface, og hentede os i sin minibus og vi koerte ud til kiste af et vaerelse med bad og toilet i gaarden. Resten af dagen slappede vi af og tog rundt for at hilse paa hans familie og venner.

Naeste dag dedikerede vi til sightseeing, hvilket kan overstaaes relativt hurtigt med en tur i City Park, som ud over at vaere en fin park til at slappe af i er spaekket med aber, som er blevet saa vant til mennesker at det ikke tog mere end et halvt minut (og muligvis en kiks) foer jeg havde en abe siddende paa skulderen og Rob en hoppende op og ned paa sit hoved. Det var mere eller mindre den dag. Dog insisterede Boni paa at planlaegge en foedselsdagsfest for mig dagen efter, saa det gik han saa smaat igang med.

Den 1. december vaagnede jeg med dundrende hovedpine og trang til strepsil og hadede mere eller mindre bare mit liv, men man kan jo ikke ligge og ynke naar man har foedselsdag, saa et par kiks senere tog vi afsted mod det omraade i Nairobi som hedder Karen og ved I efter hvem? Vores allesammens Karen Blixen! Vi ville se det hus hun havde boet i, men det var vi desvaerre alt for sent paa den til i forhold til vores bordreservation til frokost, saa vi anede det kun fra den anden side af buskadset og gik videre mod Kazuri, som er en keramik- og smykkefabrik, hvis arbejdere hovedsagligt er enlige moedre fra egnen. Vi saelger smykkerne nede i Fairtradebutik Karibu i Odense, saa blev noedt til lige at se hvor det kommer fra. Desvaerre havde vi minus 10 minutter til at kigge saa det blev meget overfladisk og vi begyndte at bevaege os mod Carnivore, hvor vi skulle have frokost. Det var ikke helt saa nemt som vi troede! Vi blev noedt til at trave adskillige kilometer for at vente paa en matatu, men da vi allerede havde overskredet vores reservationstid hev vi tommeltotterne frem og overraskende nok havde vi heldet med os. Folk hitch hiker ikke her, for afrikanere kan generelt ikke forstaa andet end penge, saa naar de ser dig ser de straks deres livs chance for at tjene nemme penge. Ikke desto mindre blev vi koert lige til doeren af et aeldre aegtepar, der mente at de kunne se paa mig at jeg havde foedselsdag og derfor havde forbarmet sig over os. Kom kun 40 minutter for sent!:D


Carnivore er nok den mest kendte restaurant i Afrika, da den har tradition for at servere koed i store maengder, paa saerlig vis og ikke bare en hvilken som helst slags. De kaekke tjenere iklaedt safaritoej lagde stille og roligt ud med at servere en kyllingesuppe og en meget staerk drink som tilsyneladende udelukkende bestod af vodka, is og lime, men saa startede loejerne ellers. Tjenerne kom i rutefart hen til vores bord med spyd som hhv. gennemborede en hel kalkun, kylling, lam, oksekoed, spareribs, poelser og naturligvis dagens hovedpersoner (ja, ud over mig ;D) Fru Strudsefrikadelle og Hr. Krokodille! Det smagte altsammen fantastisk og der var en saerlig sauce til hver slags koed og en karrussel fyldt med tilbehoer til denne animalske fest!


Da vi havde lagt det hvide flag paa bordet ned og dermed overgivet os gik Rob (troede jeg) ud for at tage billeder, men to minutter senere fik jeg mit livs forskraekkelse da 15 animalsk klaedte samboer kom stormende imod mig og med deres dybe stemmer sang og trommede for mig mens de serverede kage med stjernekaster i, hahaha. Som om det ikke var nok at begave mig med billetter til Asien og Australien havde Rob ogsaa sneget min yndlingskaede fra Kazuri med sig og det kunne vist ikke blive bedre.


Aftenens fest var meget speciel pga den kenyanske ide om at hvide mennesker er til for at blive malket for alt hvad de ejer. Det lyder grimt, men de siger det selv om alle de andre! Dog var der rigeligt med Kenya King, en spiritus som de blander med varmt vand og limejuice, kage og god musik til jeg faldt i soevn mens festen stadig var igang.


Tusind tak for alle Jeres hilsner! Savner Jer meget, men er ved at vaere stikfornaermet over at ingen naesten kommenterer her. Kom igang, det er lige hvad man har brug for her i juletravlheden! Kys

Change of plans!

Efter et par gode uger i Lamu pakkede vi vores sydfrugter og tog ja sydpaa mod Malindi hvor vi hang ud paa stranden et par dage med Ukraine og jeg kom frem til den konklusion at jeg er blevet en skygge-kind of girl, der har det bedst under en kokospalme naar jeg altsaa ikke lige smider mig i boelgen blaa.

Fra Malindi tog vi tilbage til Darling, hvor jeg kom frem til endnu en konklusion: Afrika er ikke det sted i verden hvor en som jeg skal opholde sig i 10 maaneder. Det er lidt svaert at forklare praecist hvorfor, men der er noget ved mentaliteten, der goer at det ikke appellerer til mig. Enhver naermere forklaring ville komme ud paa yderst upolitisk vis saa jeg tror bare vi lukker den her. Heldigvis var Rob ikke uenig og inden laenge var vi de nybagte indehavere af to flybilletter til Cambodja, Laos og Vietnam og senere Australien. Det er fuldstaendig uforsvarligt oekonomisk set at skifte kontinent, men det er det vi har lyst til nu, saa naar mine foreller har set Tanzania sammen med os drager vi sidst i februar oestpaa og bliver der til 30. juni 2010. Juhuuuuu!

Lamu - aesler, Koedmor og 44 i feber

Alo! Da H.C.A sagde: "At rejse er at leve" eller omvendt, mente han saa at man lever mere eller bedre hvis man paa en dag tager tuktuk, bus og baad for at bevaege sig 200 km.? Jeg aandede endnu da vi ankom til Lamu, men jeg havde ikke fornemmelsen af betydeligt forhoejet livskvalitet - det kraever vel ogsaa sit naar man har haft kvalme uafbrudt i halvanden maaned. Alligevel kunne jeg ikke lade vaere med at elske oeen Lamu fra foerste sekund med dens fine bygninger og alle de dhows der laa og pyntede i havnen.





Vi fik et billigt vaerelse paa Paradise Hotel, men der var dog skuffende faa blonde lokker, silikone og stereoider! Til gengaeld var der bad paa vaerelset og det var foerste gang vi proevede det.

Vi havde tidligere set at der var en Couchsurfer fra Spanien paa 77 i Lamu og da vi spurgte vores kommisionsjaeger til hende sagde han straks: "Yes, yes, I know her, I know Mama Carne!" Mama Carne betyder paa spansk noget i retning af koedmor, saa det maatte vi le lidt af. Det viste sig senener at damen hedder Carmen.

Efter en alt for dyr middag paa et af de steder som Lonely Planet anbefalede, gik vi hjem og sov kl. 21:30. Hvad er vi? 80?

Jeg slynger lige noget fakta om Lamu ud! Der bor 30.000 mennesker paa oeen hvoraf det efter sigende kun er 5% der arbejder, men det maa noedvendigvis vaere fordi det kun er jobs i banker, hospitaler og restaurationsbranchen der taeller. Oeen har kun tre biler som er en truck, som kun maa bruges til officielle formaal af oeens hoevding, eller hvad han nu kalder sig, samt 2 ambulancer. Det skyldes at gaderne bortset lige fra gaden langs havnen er saa smalle at det er uholdbart at investere i et automobil, saa de gaengse transportmidler er aesler til landkrabber og baade til dem der skal til og fra stedet. Lamu er desuden overvejende muslimsk orienteret, men heldigvis af den skuffe der ikke kampbeder i et taarn kl. 5 om morgenen. Eller ogsaa boede vi bare ikke i naerheden af en moske. Oeen har naturligvis et aeselhospital, som de vaerner godt om og du er aldrig i tvivl om hvor taxiholdepladsen befinder sig, for det ses tydeligt ud fra de 17.000 aeselpaerer (?) der ligger paa jorden, haha.

Vi var paa oen i fra den 11.-23. november, saa I faar lige de mest sindsoprivende oplevelser og ikke hvad vi fik til frokost hver dag. Fortvivl ikke, det skal nok komme i senere indlaeg, haha!

Vi opsoegte koedmor og hun viste sig at vaere en meget interessant dame med en masse historier om hvordan hun blev forsoegt scoret af Martin Luther King, fik biroller i Almodovar-film og giftede sig for pengenes skyld. Vi lavede typisk spansk mad til hende og koerte hende rundt i sin koerestol hver dag klokken 10:30 for hendes hjaelper, Tuba, havde faaet malaria og laa i sengen. Hun boede i et hus med sine tre hjaelpere og deres utallige boern, som Rob naturligvis straks blev BFF med!:D Vi endte ogsaa med at bo ved hende naesten en uge, men det blev alligevel lidt for meget af det gode. Den historie kan I faa en anden god gang!








Lamu har 12 km. strand som vi brugte et par dage paa at nyde, men vi er svaere at imponere efter at have set Diani Beach som bliver meget svaer at overgaa og vi har desvaerre ingen billeder, men dem kan I se i Se&Hoer, for Prinsesse Carolina/e af Monaco (som jeg ikke ved hvem er) har et hus der, saa der kommer sikkert nogle billeder af hvordan hun spildte sin pina colada ud over sin gucci-bikini paa selv samme strand.

En af de foerste dage paa oeen blev vi opsoegt af Ali Hippie, en meget selvglad muslimsk dvaerg, som ville have os til at betale 2000 shilling for en middag hjemme ved ham med hummer, dans og sang. Vi afslog da en anstaendig middag her kan koste helt ned til 90 shilling, men han blev ved med at forfoelge os i naesten to uger og til sidst da prisen var nede paa 350, hvilket er et roeverkoeb, endte vi med at goere det sammen med et spansk par som vi ogsaa havde moedt i Etiopien.

Til forret fik vi "Ali Hippie yummie, good for tummy", som var et trekantet broed fyldt med krabbekoed, hvidloeg og et eller andet hemmeligt, saa skidtet holdt hvad det lovede! Til hovedret fik vi kokosris med fisk i tamarindsauce og hummer og desserten var jornoeddekage. Alt i alt fremragende og saa for lidt over 20 kr. pr. person. Da middagen var konsumeret hev dvaergen sit elorgel frem og begyndte med loeftet pande at klimpre (meget af tiden forkert) og synge med sine boern og folk fra landsbyen som kor. Det var virkelig komisk og vi hyggede og grinede af den lille i flammernes skaer.



Han var som sagt muslim, men han havde en ret sund humoristisk distance til det og sagde at ud af de tre koner han havde haft havde nummer 2 vaeret ninja og dermed mente han at hun bar burka. Jeg kan umuligt se kvinder i burka uden at forestille mig et flik flak rullefald med svaerd nu, tak for det Ali!


Vi naaede ogsaa at opleve Lamu Cultural Festival, eller det vil sige at vi saa maendene nedenfor spille paa deres horn, mens andre dansede med deres stokke og et dhow kaploeb inden vi begge blev syge og laa i sengen resten af tiden. Rob fik tilmed konstateret 44 i feber hvilket vel svarer til at han skulle have kreperet, saa han fik en sproejte i maasen og fik det snart bedre.



Der var en masse boder stillet op i forbindelse med festivalen og man ved at man er i Afrika naar det er et telt, hvor man kan faa foretaget en HIV-test. Yaiks!

Malindi - den med den Malindianske Mafia og Marine Park

Anden dag i Malindi gik det op for os at stedet var pakket med italienere. Helt uopfordret talte de lokale til os paa italiensk og der var ikke andet paa menukortene end parmaskinke, pizza capricciosa og tiramisu. Det viste sig at det er stedet hvor de slemme drenge fra Sicilien kommer og starter et kasino eller en skobutik for at gemme det snavs, som de ellers gaar og laver. Inden dagen var omme havde vi drukket kaffe med Don Corleone og blevet budt paa en omgang af Genco, haha.

Jeg elsker folk med kontakter! Paa tredje dag i Malindi skaffede Yana os en baadtur til Malindi Marine Park til halv pris og der er bare noget helt specielt over at vide at man har betalt mindre end de andre, som selvfoelgelig allesammen var italienere. Snorkelmaessigt var stedet ingenting i forhold til Wasini. Kaptajnen smed om sig med broed hvilket resulterede i et vaeld af zebrafisk, men det blev straks sjovere, da vi paa vejen stoedte paa skoere soestjerner - jeg maa le naar en soestjerne forklaeder sig som et rustikt bondebroed, haha!


Mens vi sejlede mod den sandoe hvor vi skulle have frokost, marinede vi lidt hornfisk i en stor spand og fangede et par hummere. Da baaden stoppede var der ingen oe i sigte, men ikke desto mindre blev grillen taendt og havets laekkerier lagt paa. Inden der var gaaet en time var lavvandet indtraadt og en lille sandoe tittede frem og voksede sig stoerre og stoerre.

Moedte en pez globo (som jeg ikke ved hvad hedder paa dansk, men den kan puste sig op og har pigge over det hele) lige inden frokosten kom paa bordet. Uden tvivl det bedste maaltid siden vi kom til Afrika og i de smukkeste omgivelser. Doem selv!

Da der ikke var de gode odds for at gemme sig paa oeen, mens de andre tog tilbage, maatte vi desvaerre vinke farvel og troeste os med en kaempe italiensk is som middag.

Planen var egentlig kun at blive i Malindi en enkelt eller to naetter, men vi havde det lidt for godt til at tage videre, saa vi brugte en dag paa at se den kenyanske kysts aeldste baobabtrae - 500 aar du -, tage piller mod mellemoeresbetaendelse og lave middag til vores ukrainske lyn og veninden Natasja.