Malindi - den med den Malindianske Mafia og Marine Park

Anden dag i Malindi gik det op for os at stedet var pakket med italienere. Helt uopfordret talte de lokale til os paa italiensk og der var ikke andet paa menukortene end parmaskinke, pizza capricciosa og tiramisu. Det viste sig at det er stedet hvor de slemme drenge fra Sicilien kommer og starter et kasino eller en skobutik for at gemme det snavs, som de ellers gaar og laver. Inden dagen var omme havde vi drukket kaffe med Don Corleone og blevet budt paa en omgang af Genco, haha.

Jeg elsker folk med kontakter! Paa tredje dag i Malindi skaffede Yana os en baadtur til Malindi Marine Park til halv pris og der er bare noget helt specielt over at vide at man har betalt mindre end de andre, som selvfoelgelig allesammen var italienere. Snorkelmaessigt var stedet ingenting i forhold til Wasini. Kaptajnen smed om sig med broed hvilket resulterede i et vaeld af zebrafisk, men det blev straks sjovere, da vi paa vejen stoedte paa skoere soestjerner - jeg maa le naar en soestjerne forklaeder sig som et rustikt bondebroed, haha!


Mens vi sejlede mod den sandoe hvor vi skulle have frokost, marinede vi lidt hornfisk i en stor spand og fangede et par hummere. Da baaden stoppede var der ingen oe i sigte, men ikke desto mindre blev grillen taendt og havets laekkerier lagt paa. Inden der var gaaet en time var lavvandet indtraadt og en lille sandoe tittede frem og voksede sig stoerre og stoerre.

Moedte en pez globo (som jeg ikke ved hvad hedder paa dansk, men den kan puste sig op og har pigge over det hele) lige inden frokosten kom paa bordet. Uden tvivl det bedste maaltid siden vi kom til Afrika og i de smukkeste omgivelser. Doem selv!

Da der ikke var de gode odds for at gemme sig paa oeen, mens de andre tog tilbage, maatte vi desvaerre vinke farvel og troeste os med en kaempe italiensk is som middag.

Planen var egentlig kun at blive i Malindi en enkelt eller to naetter, men vi havde det lidt for godt til at tage videre, saa vi brugte en dag paa at se den kenyanske kysts aeldste baobabtrae - 500 aar du -, tage piller mod mellemoeresbetaendelse og lave middag til vores ukrainske lyn og veninden Natasja.

Malindi - den med verdens farligste koeretur, toiletterne i ruinerne og aberne

Den 7. oktober var en vaeldig dag! Det var loerdag og det er normalt ikke noget der paavirker os soenderligt, men Salama havde fri fra arbejde og vaekkede os med duften af sine pandekager og porridge (som er havregroed, hvor havren er skiftet ud med en blanding af andre kornsorter).
Faren havde foedselsdag, saa jeg var i besiddelse af den perfekte undskyldning for at ringe hjem og kagle loes for foerste gang i halvanden maaned inden turen gik mod Malindi i diverse matatus.

Fremme i Malindi blev vi budt velkommen af Yana fra Ukraine, som viste sig at vaere et dejligt snakkechatol med en elskelig lejlighed, som nok er af den hoejeste standard vi kommer til at opleve i hele Afrika. Hun er samtidig et af de mest effektive vaesner jeg nogensinde er stoedt paa og inden vi havde indtaget vores luksusvaerelse havde hun lige bikset en delish pastaret sammen.


Normalt er bygninger ikke hoejest paa min liste over sevaerdigheder og slet ikke naar de ligger i ruiner, men vi havde knap nok tygget den sidste fusili inden vi stod i Gederuinerne. Turen dertil havde vaeret nervepirrende for Yana har taget koerekort i Kenya og lidt ligesom naar man gerne vil vaere laege, saa skal der ikke saa mange evner til, hvis man bare har penge nok.

Ruinerne viste sig faktisk at vaere meget fine og Yana agerede turistguide og udpegede paa rekordtid alle toiletterne i det, som engang havde vaeret hjemby for en arabisk sultan. Derefter kravlede vi op i et stort fint baobabtrae for at tage et billede af os selv og ruinerne. :D




















Begejstringen ville ingen ende tage, da det viste sig at stedet var fyldt med aber, som kom relativt taet paa os og var meganuttede. For at goere den ekstatiske lykketilstand total spiste vi hjemmelavet italiensk is paa vejen hjem og da Yana skulle moede paa arbejde i Casino Malindi havde vi hele huset for os selv og der var doemt filmaften!
I love my life!

Mombasa og luderris

Igaar blev jeg bekendt med noget fantastisk familiefakta: 1. Min dejlige farmor laeser med derude, saa sejt! 2. Mine foraeldre kommer og besoeger os i Tanzania til februar, saa vi skal ud at spotte rovdyr sammen og flade ud paa Zanzibar som minimum. Jaaaaah, det bliver hyggeligt!

Men tilbage til der hvor jeg kom fra! Efter snorkeloplevelsen i Wasini vendte vi atter mod Darling og Salamas vaerelse, hvor naboens kaere soen, Abel, sad og charmede over sin bananmos! Vi har etableret en base der hvor vi altid kan vende tilbage fordi Salama er helt tosset med os, saa vi efterlader ting der og tager ud paa vores smaa ekspeditioner. Den naeste var Mombasa som vi kun befandt os 20 km. fra, saa vi hoppede paa en matatu, som paa den ene side redder vores ender fordi de er over alt og er relativt billige, men som samtidig er jordens mest frustrationsfremkaldende koeretoej. Frustrationerne opstaar bl.a. naar man skal ind I dem med en kaempe rygsaek paa ryggen og mindst en taske og en pose I haenderne og der kun er en meter fra loft til gulv. Maaske er det bare saadan det foeles!? Dernaest kan de fremprovokeres af rullefald paa vej ind og ud, som resulterer I skamferede ben, som for foerste gang nogensinde faar en til at vaerdsaette sin stivkrampevaccination. Forrige beretning er bygget paa virkelige haendelser.

Efter det sidespring kan jeg fortaelle at foerste stop var Fort Jesus som blev bygget af portugiserne for laenge siden og det er hvad vi fandt ud af om det sted, for det kostede 50 kr. at komme ind og jeg skal vaere garanteret noget serioes action, hvis jeg skal hoste op med den slags penge i Kenya!!! Vi kiggede paa kanonerne foran og gik videre til den gamle bydel og den var virkelig vaerd at besoege. I Mombasa er der en stor koncentration af indere og arabere, saa den gamle bydel var et arkitektonisk set meget blandet sted med en larmende moske lige ved siden af en sirligt udskaaret balkon a la swahilli og et forgyldt hinduistisk tempel. Desuden klager jeg ikke naar jeg kan gaa rundt I skyggen I de smalle gader som snor sig og spise karryrig frokost med udsigt over vandet

Da Mombasa ikke umiddelbart havde andre tilbud der appelerede til os, for det er haardt arbejde naar vi nu naermest kronisk lider af det ene eller det andet, tog vi hjem og lavede luderris til Salama. Til dem, som ikke har faaet ris paa den maade foer kan jeg informere om at det er Robs livret fra han var lille, som foruden ris bestaar af tomatsauce, spejleg og stegte bananer. Retten kendes i Spanien som cubanske ris, og Robs raessonnement er: "Hvad er der meget af paa Cuba? Prostituerede, ris, tomat, aeg og banan. Og siden de stakkels piger altid har travlt, laver de denne hurtige og lette ret."


Haha, det var en fest at spise middag med en leende Salama!

Wasini Island

Det bliver ultrakort - for det foerste fordi jeg egentlig bare skulle ud at koebe toiletpapir og for det andet fordi jeg er baaaagud!

Den 3. oktober vinkede vi farvel til Salama for at tage til Wasini Island, som er en af de sydligste oeer ud for den kenyanske kyst og efter deres egen mening det andetbedste sted i verden at snorkle, saa det maatte vi jo se.

Oeen var et supermaerkeligt sted. Vi ankom direkte til den lodge hvor vi havde planer om at campere og inden for stedets hegn var forholdene vaeldigt fine, men lige saa snart vi bevaegede os to meter vaek saa vi en landsby, der lignede at den var blevet soenderbombet. Forskellen var ogsaa til at ane paa priserne paa mad. Paa lodgen kostede frokosten 500 shilling (1 kr. er 15 shilling) og uden for 20, saa vi endte selvfoelgelig med at indtage chapati med kokosboenner for mindre end 3 kr. for to mennesker og det er derfor vi kan rejse 10 mdr. til Afrika!:D

Dagen efter vi ankom skulle vi saa ud at sejle for at lede efter delfiner, som der er 95% chance for at se, men vi kan godt lide at foele os specielle, saa vi valgte at slutte os til de resterende 5, grrr.

Da vi ankom til Kisite Marine Park, som var vores snorkelspot, glemte vi dog hurtigt alt om Flipper og hans venner. Det var foerste gang jeg snorklede saadan for alvor og det var fantalastisk. Der var en hel verden af koraller, muraener, soestjerner, soeagurker, soepindsvin og farverige fisk, saa vi var svaere at faa med tilbage til lodgen. Da det alligevel lykkedes resten af gruppen at faa os tilbage i baaden tog vi hjem og der var jo heller ikke en daarlig udsigt over vandet, som vi noed resten af dagen, mens vi hang ud med vores nabotelts ejer, Matt fra Frankrig. Hedder alle franskmaend ikke det eller er det kun dem jeg moeder?

Mombasa blev til Darling!

Den 30.10 kl. 6 om morgenen stod vi i Mombasa uden at have aenset de adskillige stop undervejs med bussen fordi vi havde vaeret saa udmattede efter kvaegtransporten, haha. Vi gik hen for at spise morgenmad med et tysk par som vi havde taget bussen med og som grinede af vores savleseance i bussen. Inden laenge dukkede vores couchsurfer, Maxwell, som jo passende lige kunne hjaelpe os med at forklare vores busselskab at de altsaa godt maatte skaffe vores rygsaekke rimelig hurtigt for dem havde de efterladt i Nairobi. Det er sjovt nok og rigtig meget det som skal ske naar man rejser, men kunne ikke se det komiske element i det eftersom jeg ikke kunne huske sidste gang jeg havde vaeret i bad og skiftet toej. Heldigvis virkede de ret fornuftige ved Coastline Safaris og lovede os at vi ville have vores ting samme eftermiddag.

Vi har ind til videre kun haft virkeligt gode og interessante oplevelser med Couchsurfing, men Maxwell viste sig at vaere lidt af en saer snegl. Han spurgte mig paa dansk hvor gammel jeg var, sagde at han havde travlt, gav os instruktioner saa vi kunne finde hjem til en af hans veninder og sagde at han ville ringe senere. Nu ved jeg ikke hvad senere vil sige paa swahilli, men vi har naesten tre uger senere endnu ikke hoert fra ham. I stedet endte vi altsaa et sted paa Diani Beach, naermere bestemt Darling, hos en pige der hedder Salama. Hun boed os hjertelig velkommen til hendes vaerelse (!) i ental paa 15 kvm. hvor sengen optog mindst fire og koekkenarrangement, bogreoler, toejskabe og tv/sofahjoerne omkring 10, men da hun sagde at hun havde brusebad smeltede mit hjerte. Da vi havde chitchattet lidt gik jeg ud for at tage et tiltraengt bad, men det skal man laere naar man rejser i Afrika at folk er fuld af tomme loefter - damen giver mig en stor spand med vand med en lille spand til at haelde vandet hen over sig, mens man skal balancere for ikke at miste sit ben til hullet i jorden!!!

Efter typisk kenyansk frokost som var relativt intetsigende tog vi tilbage til busstationen for at hente vores stadig vaade (efter truckturen) rygsaekke og derefter direkte i himlen a.k.a Nakumatt, som er et supermarked med mad til mennesker med krav. Ja, bare kald mig megamaterialisten, men det var den bedste dag i mit liv, haha! Lavede en vellykket nuddelret over kulblusset til middag og Salama blev helt vild og blodig, men det er maaske ikke saa saert naar hun aldrig har spist andet end ris, boenner, majs og meget haardt koed fra gammel udkoert ko.

Dagen efter var det tid til strandtur! Som om det ikke altid er et hit saa var denne en af de bedre. Jeg har aldrig set noget saa fantastisk. Det gik op for mig at det bl.a. er her man finder de der hvide strande med krystalklart vand, som man droemmer om naar man ligger med benene flettet ind i et cykelhjul i graat slud i et kryds paa Ringvejen i januar maaned i Danmark. Efter den aha-oplevelse kunne det ikke gaa hurtigt nok med at hoppe i boelgen blaa! Ovenpaa mit livs strandtur begyndte vi at snakke om hvor behageligt det ville vaere at leje et vaerelse i naerheden af stranden og dase der i en hel maaned.

Dagen efter gentog vi succesen og moedte ligesom dagen foer en svensk-kenyansk musiker ved navn Ken Ring, som I maaske kender (venner med gode gamle Clemens) og synger den her: http://www.youtube.com/watch?v=vPLkI3vW78o&feature=related . Han var igang med at lave et pladestudieresort i naerheden og hans soester havde et vaerelse til leje. Det var ikke noget saerligt, men kunne gaa an til en billig penge. Salama betaler 3000 kenyanske shilling pr. maaned og vi var parate til at gaa op til 10 kg., men Kens soester sidder vist i Sverige og er prisblind for hun ville have 20. Lige voldsomt nok i forhold til Kenyas prisniveau, soester lystig!

Godt forbraendte efter weekendens strandture helligede vi mandag til internettets vidunderlige verden! Savner alle Jer gode daner meget mere end jeg har oplevet tidligere og jeg hader de dage hvor jeg ikke har internetadgang. Inden netcafe fik vi dog en ordentlig omgang hund i kanelsauce og siden det er det de spiser her plejer vi ikke at klage, men nu var graensen naaet, saa vi fik et afslag i prisen og i stedet en kaempe is til dessert.

Om aftenen kom Salama hjem med en kokosged. For dem der ikke kender saadan et svin saa er det det instrument, som jeg har besteget paa billedet. Den har en takket spids, hvis formaal er at rive kokosnoedder som efterfoelgende bruges til at lave kokosris. Lige saa snart det kommer til denne fantastiske noed saa har de fat i noget de gode kenyanere! Jeg klappede i mine smaa haender paa denne sidste aften i Darling i denne omgang.

Mjellow Kenya!

Den 27.10 krydsede vi graensen til Kenya og fandt et simpelt hotel hvis vandforsyning var regnen, som der til gengaeld var saa rigeligt af! Gik ud for at finde noget mad og til vores store begejstring smager Kenyas traditionelle (og derfor billige) mad en trilliard gange bedre end sur helvedespandekage, men de to har alligevel deres ligheder. I Kenya er pandekagen lavet af majsmel i stedet for groenne blade og det raa koed er skiftet ud med en helt anstaendig boenneret. Slet ikke ringe, men vi snakker jo ikke samme niveau som rubber med varm leverdreng og agurk!

Gik tidligt i seng - delvist fordi der ikke var meget festivitas over Moyale og delvist for at vaere friske til at vaere haarde forhandlere naeste morgen hvor vi skulle finde en truck til Nairobi og gerne saa billigt som muligt.

Det gik efter de saedvanlige diskussioner relativt godt og vi fik os en plads inde i kabinen sammen med to etiopiske piger. Det var ellers billigere at sidde oppe paa toppen af kabinen, men naar man skal koere 26 timer paa meget haerget grusvej midt i regntiden og i en kvaegtransport, saa maa man godt faa lidt fine fornemmelser. Yaiks, det var paa samme tid det bedste og det vaerste vi nogensinde havde gjort. Det var ingenting at sidde i toervejr i kabinen i forhold til det de skulle gaa igennem oppe paa taget, men vi fortroed hvert halve minut at vi ikke var taget tilbage til Addis for at tage et fly til Nairobi for det var nok det haardeste jeg nogensinde er gaaet igennem rent fysisk. Jeg mener, jeg gider ikke engang taenke paa det. Dog var der et lille lyspunkt paa turen da vi pludselig maatte bremse saa en elefant kunne krydse vejen. Jeg har ALDRIG set en VILD elefant og troede foerst det ville ske naar jeg betalte i dyre domme for en safari.

Da vi eeeendelig ankom til Nairobi fik vi paa seks timer stillet seks behov: Vand, mad, internet, tandhygiejne, hassardspil og busbillet til Mombasa samme aften.

Mombasa here we come!

Farvel Etiopien!

Om lidt bli'r her stille.
Om lidt er det forbi.
Fik du set det du ville?
Fik du hørt din melodi?

Ja tak, Kim L, og nu vil jeg gerne vaere paa en hvid strand i Kenya!

Da vi forlod Jinka den 26.10 om morgenen var vi parate til at tage afsked med Etiopien, men vi skulle lige forbi Yabello for at hente vores rygsaek som vi havde plantet der. Paa Motel Yabello moedte vi, hold fast, Wondim, som havde en kone der ogsaa hed Louise fra THISTED, haha. Mens vi sad og snakkede med ham paa en blanding af dansk og engelsk kom Kim fra Koebenhavn soerme og joinede os, for det viste sig at begge arbejdede paa et projekt i naerheden for Folkekirkens Noedhjaelp. Det var en super sidste aften i Etiopien og dagen efter tog vi en bus mod Moyale, som er stedet hvor man krydser graensen til Kenya.

Mens vi koerte af sted i den stakkels bus kom jeg til at taenke over hvad Etiopien har laert mig. Here goes!

Super balance for man vil for alt i verden ikke traede forkert eller falde naar man balancerer hen over det hul i jorden, som de kalder et toilet her ej heller i deres brusebade, som er inficerede af mindst 30 endnu unavngivede bakterier paa gulv og vaegge.

At tage iskolde bade uden at tro jeg skal doe.

At jeg er allergisk over for lopper.

At det kun er racisme/diskrimination naar hvide mennesker goer forskel mellem racer, ikke naar det er de saaaaaarte.

At to mennesker kan leve, rejse, bo og mere for under 3000 kr. paa en maaned.

Og sidst men absolut ikke mindst at der er liv uden internet!

Snakkes ved i Kenya!

Omo Valley - den med tallerkenerne

Hele ideen med at tage til Etiopien var oprindeligt at se tallerkennegere, hvis mere politisk korrekte betegnelse maa vaere Mursi. Alle rejsende som lokale fortalte os dog loebende at det var et af de mest usympatiske stammefolk, de kunne komme i tanke om, saa vi blev enige om ikke at betale en arm for at leje en bil for at tage til deres jord hvor man skal betale i dyre domme for at komme ind, derefter for parkering og saa lige for hvert billede man har taenkt sig at tage. I stedet havde vi faaet et tip om at man kunne vaere heldig at se et par eksempler paa denne fuldstaendig surrealistiske form for kropsudsmykning paa loerdagsmarkedet i Jinka.

Da vi ankom til Jinka var det stadig kun torsdag aften, saa vi havde tid til at slappe af og arbejde lidt paa Robs helbred. Nu var det hans tur til konstant at have lyst til at oerle, saa torsdag aften var ingen fest. Naeste morgen vaagnede vi til bagende sol og en kaempe trang til at chille ved en strand eller en pool, men naar det ikke umiddelbart var muligt (i Etiopien skal man vaere heldig hvis man faar et koldt brusebad hver uge) var skygge naesthoejeste oenske, saa vi gemte os paa etnologisk museum. Nej, det lyder ikke sindsoprivende, men det var en af de bedste museumsoplevelser jeg nogensinde har haft. Der var de saedvanlige typiske genstande som folk her bruger, men derudover havde de lavet nogle geniale testimonials fra kvinder fra de forskellige stammer. Her kunne man se hvordan de forskellige stammer forholdt sig til aspekter af livet saasom omskaering, flerkoneri og kropsudsmykninger. Hvis det ikke umiddelart appellerer til Jer, saa spring naeste afsnit over, men bliver noedt til at dele min begejstring.

De fleste stammer benytter sig af omskaering og nogle i en fuldstaendig umenneskelig grad, hvor 15 % af kvinderne doer og stoerstedelen af de overlevende lever med voldsomme smerter resten af deres liv. I nogle stammer er det "valgfrit" om piger vil omskaares, men hvis de ikke bliver det bliver de ofte nemme ofre for haan fra de andre og faktisk er det meget brugt at kalde en pige for klitoris hvis man vil goere grin med hende!? I de fleste stammer er der helt klare regler for hvor en mands forskellige koner bor i forhold til ham og hvilke roller de har. Faelles for de fleste er at en mand har ret og sikkert ser det som din pligt at opdrage lidt paa dem med sin pisk. Der var en stamme, jeg saerligt godt kunne lide, hvor manden, hvis han uddeler flere piskesmaeld til en kone end til en anden, selv faar paa munden af de oevrige maend i landsbyen. Kropsudsmykninger har jeg tidligere fortalt lidt om og det eneste nye jeg laerte var vist at de heldigvis saa smaat er begyndt at tage mildere metoder i brug, saa de nu bruger henna frem for at tatovere kvindernes pande-, hage- og brystparti.

Da Rob fik malerhjerne af den igangvaerende restaurering gik vi tilbage mod hotellet og resten af dagen regnede det - blandt andet ned i den laekre frokost som jeg lavede paa campinggassen, grrr!

Loerdag morgen og tid til tallerkenshow! Vi bevaegede os mod markedet og allerede paa vejen begyndte vi at se Mursier, men stoerstedelen uden deres laebe- og oeretallerken. Det ser virkelig sygt ud, men det kan I vel naermest se her til venstre! De fjerner de to forreste taender i undermunden for at goere plads til tallerkenen og saa laver de et hul af betydelig stoerrelse til den foerste tallerken. Gradvist bruger de saa stoerre og stoerre tallerkener - op til 15 cm. i diameter - og straekker paa den maade laeben. Det er efter sigende ubehageligt og derfor bruger de oftest kun tallerkenen til festlige lejligheder.

Senere fandt vi en der ikke var saa kylling. Hun gik rundt med tallerkenen hele dagen, saa det maatte vi lige have et billede af. Det kostede naturligvis penge hver gang vi skulle fotografere, men vi fik forhandlet lidt gode priser fordi vi ogsaa koebte to tallerkener. Jaaaaaaahhh!!! De skal have deres egen alarmsikrede glasmontre!

Senere moedte vi de her to piger, som var lige knap saa aggressive og usympatiske som de tidligere viste, maaske fordi de ikke havde en tallerken, som sad og gnavede i mundtoejet!? Til gengaeld havde de en god stoerrelse paa dem i oererne. Med dem var vi ved at vaere faerdige med dagens fotosessions. Og dog...







Bedst som vi troede at vi kunne slappe af resten af dagen blev VI pludselig antastet af fotografer! To drenge stillede sig til at tage billeder af os og vi gjorde som vi havde laert af Mursierne, stak haanden ud og bad om penge for hvert billede. Det synes de var helt vildt sjovt og troede ikke vi mente det, men det gjorde vi, saa de endte med at invitere paa en kop shai (the) og paa noget chat (I ved, de groenne stimulerende blade som somalierne i DK tygger lidt for mange af). Haha, de viste sig at vaere meget skaegge saa vi hang lidt ud og blev bedste venner for evigt med det meste af baren.

Jinka har saa absolut ikke mere at byde paa end det vi allerede havde set saa det var virkelig tid til at komme videre, men vi blev ufrivilligt en dag mere i Jinka, da bussen soendag morgen var fuld. Soendag blev saa brugt paa lidt kulinarisk forkaelelse paa et af de bedste hoteller i byen og vi reddede os tilmed et typisk Mursiarmbaand fra en guide, som havde lovet os en plads paa soendagsbussen og havde maatte skuffe os.

Omo Valley - den med heltehoenen og oereringene

Alo! Jeg kommer aldrig til at skrive om det der sker lige nu, saa vi tager den lige op fra den 21. oktober hvor vi stod op foer solen i Turmi for at vaere sikre paa ikke at misse den eventuelle transport til naeste stop, Key Afar. Vi havde nemlig taget afsked med Carlo, Jenny og deres elskelige madras bag i jeepen, da de to foerste var syge og ville tage direkte tilbage til Addis.



Heldet var med os - eller hvad man nu kalder det naar man som eneste mulighed kan tage en truck (som dem I kan se paa billedet til venstre) hvor man skal staa op i fire timer, mens koeretoejet banker derudaf paa en medtaget grusvej og desuden skal betale over det dobbelte af de lokale fordi man er hvid og derfor noedvendigvis maa skide guld!!! Hvis det var tilfaeldet ville vi nok have lejet en jeep, aandsboller! Haha, det var sgu noget af en oplevelse at koere derudaf med to stammefolk, den ene med laendeklaede lavet af gedeskind og masser af smykker, hondajakke og sporty solbriller, den anden med rent traditionel beklaedning og en fin kalashnikov og to geder, som tissede paa hinanden, hvorefter urinen loeb ud i bunden af ladet og begraensede mulighederne for en toer plads til at opbevare vores rygsaekke. Havde det ikke vaeret fordi jeg absolut skulle banke panden ned i siden af gelaenderet i jagt efter min solcreme saa havde det sgu sikkert vaeret en af de komiske oplevelser ind til videre. Desuden var der et lille safarielement som boer naevnes da vi saa bavianer krydse vejen, den ene baerende sin lillebitte unge paa ryggen, naaaarh...

I Key Afar camperede vi natten over for at vaere klar til morgendagens marked. Dagen efter vaagnede vi foerst rigtigt da vi fandt en kaempe behaaret edderkop, som var paa vej ind i vores rygsaek. Var superparanoid i en halv time ind til jeg saa mit nye yndlingsdyr, en galning af en hoene, konsumere det behaarede roevhul uden naade.



Paa markedspladsen fandt vi de saedvanlige hovedstole og beholdere i alle former og farver, men Key Afar boed ogsaa paa yyyndlingsspil fra min barndom, kalaha, men det er jo ikke holdbart at slaebe rundt paa i flere maaneder, saa stillede den vaerste lyst til at spille og gik i stedet paa jagt efter oereringe og billeder af uvidende stammefolk.

Oereringene bliver solgt i forskellige boder paa markedet, men det er som om det ikke er det samme som at se dem paa, saa jeg spurgte forgaeves en masse Banna og Hamer om de ikke ville saelge mig deres egne ind til pigen ovenfor til sidst lod sig overtale. Det der er med oereringene her er at de er ret tykke saa med min udholdenhedstaerskel bliver de blot et minde der hoejst kan faa lov at pryde en dukke.

Efter markedet gik vi op for at vente paa bussen, hvilket vi fik naesten to timer til at gaa med inden vi til sidst droppede ideen. Rob gjorde saa det som han goer bedst og reddede os et billigt ride til naeste destination, Jinka.

Omo Valley - Den med Dimeka og mand med spyd uden t-shirt

Hej alle! Det tager fanme lang tid at skrive den her blog, men jeg goer det gerne for at I kan foelge lidt med i loejerne og for at spare Jer for 4 timers billedshow naar jeg kommer hjem. MEN jeg er virkelig i tvivl om om der overhovedet er nogen der laeser med for der er naesten ingen der kommenterer, saa hvis I vil hoere flere news herfra saa faa fingeren ud!!! Ellers lukker butikken saa der er mere tid til at grillstege paa stranden...

Anyway, Carlo og Jenny udvidede deres tilbud til at foelge med paa deres tur saa laenge vi skulle samme vej, saa fra Konso styrede vi jeepen mod Turmi og paa vejen begyndte vi for alvor at se stammefolk. Da vejen ikke var saa ligetil som ventet fik vi endda en af dem med op at koere. Sort som kul, ekstremt skelende og kun ifoert laendeklaede, langt spyd og masser af farvede perlesmykker. Han udbroed nogle alvorlige uggalyde men han var en vaerre stifinder og inden laenge var vi paa vejen igen. Vi ville give ham lidt drikkepenge som tak for hjaelpen, jeg mener han skulle alligevel spadsere godt fem km. for at komme tilbage til der hvor vi fandt ham. Han var fuldstaendig ligeglad - han ville have Carlos t-shirt! Der synes jeg jo godt at Carlo kunne have ofret sig lidt for holdet, men han var ikke til at arbejde med, saa mand med spyd uden t-shirt gik tomhaandet hjem. Meget tragikomisk for jeg tror virkelig at den gode mand havde set frem til at komme tilbage i italiensk design.

Af en eller anden saer grund stod vi pludselig midt i Dimeka, som overhovedet ikke ligger paa den vej vi troede vi befandt os paa, men det var held i uheld da byen har rygte for at have et af de bedste markeder i Omo Valley og det var markedsdag! Markedet var lille men spaekket med folk fra forskellige stammer. Jeg er ikke etnolog, men er naesten helt sikker paa at jeg saa Hamer-og Bannafolk, som er to af de vigtigere.



Af hoejdepunkter paa markedet kan naevnes de beholdere som ses paa billedet nedenunder. De laves af udhulede toerrede graeskar og bruges til at opbevare maelk, smoer og vand.

Hovedstolene udgoer ogsaa en ret stor del af markedet, men vi fik desvaerre ikke noget billede, for man skal vaerre meget forsigtig, hvis man ikke vil betale hver gang man tager billeder af noget. En hovedstol er et stykke trae som er udformet saaledes at den passer med at man kan hvile sit hovede paa den vis man for eksempel er paa vej fra en landsby til en anden og ikke naar frem foer moerkets frembrud og maa overnatte paa vejen. Det goer de sgu! Yaiks, jeg skulle overhovedet ikke vaagne op til daarlig hyaeeneaande eller elefanter, der tramper paa mig.

Min personlige yndlings"butik" var uden tvivl den I ser nedenunder. Kvinderne saelger en form for pulver som er fremstillet af en saerlig roed sten, som bliver braendt og derefter revet til fint pulver. Dette blandes med vand og fordeles i gifte kvinders rullede haar...

... saa de kommer til at se saadan her ud. Det ser supersejt ud for haaret faar en helt glat skinnende roed overflade. Overvejede at proeve det paa egne lokker, men gik fra det igen for hvem gider have mudder overalt naar det regner. Kvinden saelger chat, som I sikkert kender fra de somaliere som bor i Danmark og vist nok overforbruger det. Det er nogle mildt stimulerende groenne blade, som tygges og synkes og folk elsker dem her.

Af oevrige udsmykninger set i Dimeka kan naevnes ar, som kan tage form af tilfaeldige streger hen over ryggen eller et moenster paa overarmen. Stregerne kommer efter de piskesmaeld som en mands soester faar naar han skal igennem sin manddomsproeve. Hvis hun ikke har disse ar vil folk stille spoersmaalstegn ved hvorfor hun ikke vil lide for sin bror og det er bestemt ikke velset. Armoenstrene er derimod blot en form for pynt, som maa goere vanvittigt ondt, for de er ikke smaa!

Andre stammer maler moenstre paa deres ben og i ansigtet med mudder og jeg kunne blive ved...

Efter markedet var der bull jumping - en manddomsproeve som gaar ud paa at hoppe fra en tyr til en anden til en tredje op til 20 stks tror jeg. Fortryder lidt nu at vi takkede nej for det skulle vaere helt fantastisk, men senere fandt vi ud af at det ikke var the real thing men et turistshow og saa gaar det lidt bedre med at aergre sig.

Haaber I alle har det skoent derhjemme. Savner Jer meget og aelsker alle livstegn fra Jer! Skriver snart igen.

Omo Valley - Konso!

Mandag den 19.10 ringede vaekkeuret kl. 6 og vi pakkede teltet sammen for at tage til den naermeste stoerre landsby for at tage bussen til Konso. Det burde vaere det nemmeste stykke af den tur vi netop skulle til at paabegynde, men da vi var kommet de foerste 5 km. blev vi informeret om at der ikke var nogen busser eller trucks til Konso foer onsdag, altsaa to dage senere. No fucking shit! Efter en kaffe og lidt stegt broed blev vi enige om at saette os i midterrabatten paa vejen ud af byen mod Konso, for der maaette vaere noget transport den vej. Inden laenge blev Rob dog utaalmodig og gik ud for at lede efter nogen der kunne hjaelpe og paa 5 minutter fandt han et par, som vi havde set dagen foer paa Motel Yabello og som var villige til at tage os med i deres bil til Konso. Yeah!

Carlo fra Italien arbejder i Addis Ababa for Europa-kommissionen og hans kone Jenny fra Bolivia laver tilsyneladende ikke noget, men bor sammen med Carlo. Da vi ankom til Konso hyrede vi en guide og tog ud til en megaflot kloeft, som de kalder New York pga. dens hoeje jordsoejler som aabenbart i deres oejne ligner NYC's skyskrabere. Bedoem selv.

Efter frokost med udsigt over kloeften gik vi ind i den naermeste landsby for at hoere hvad de havde at sige til det. Den var fuld af snottede, men smukke unger med fluer i oejnene, udspilede maver og forholdsvist alt for faa foraeldre til at forsoerge dem. Desvaerre fik vi ikke noget godt billede af dem for de er bange for kameraer og gemmer sig naar vi tager det frem.

For at goere sig fortjent til at blive gift skal landsbyens maend loefte en lille sten, som ikke kan veje meget for Rob loeftede den adskillige gange - godt nok med bloedende arme til foelge. Der var jeg godt nok heldig at jeg fik ham med derfra og at han ikke giftede sig med en af de paene piger i baggrunden, haha! Hvis man som mand ikke kan loefte skidtet og man gerne vil giftes skal man blot foelge en koed, honning og smoer diaet for det goer staerkere. Har ikke proevet den endnu, men vender tilbage senere!:D

Derefter tog vi til Mecheke, hvis hoejdepunkter var en 10-aarig dreng, der roeg pibe, et generationstrae og fire totempaele. Konsofolket har typisk et generationstrae i hver landsby. Hver pael taeller for 18 aar og den nyeste er altid laengere end de forrige. Saaledes kan man nemt regne landsbyens alder ud eller kunne hvis det ikke var fordi pindene gaar i stykker saa let som ingenting.

I den anden side af dansepladsen stod der fire fallosformede totempaele. Naar en fra landsbyen slaar en mand, en loeve eller andet hankoen ihjel bliver "byttets" tissemand begravet under disse traefigurer.

Paa vejen hjem naaede vi lige et royalt besoeg hos kongen af Konso. Paa trods af hans status var hans hytte lige saa ydmyg som hans paaklaedning - adidasss t-shirt (med fire striber), hullede shorts og turkis turban. Han havde dog en laekker detalje over venstre albue; tre armbaand af elfenben og et yderst sjaeldent af naesehornshorn. Kongen var vaeldig sympatisk og forklarede lidt om hans embede og om Konsoernes ritualer. Blandt andet kunne han udpege den hytte i hans lille indhegnede kvarter hvor de mumificerer deres konger. Da der er 9 klaner i Konso er det det magiske tal og det kan derfor ikke vaere anderledes end at mumifikationen tager 9 aar 9 maaneder 9 dage etc..... Ifoelge Konsos tradition skal tronarvingen vaere en mand saa paa trods af at kongens foerstefoedte var en pige kunne den lille soen se frem til den status, hmpf! Hehe.

Sy'paa!

Hey igen! Jeg er saa skarp de her dage for jeg har vaeret ude at plaske med mine blege lemmer i det Indiske Ocean i et par dage paa en strand syd for Mombasa, Kenya. Jeg har aldrig i min liv set noget saa paradisik laekkert. Ikke desto mindre maa jeg hellere indhente vores tid sy'paa i Etiopien inden jeg driver Jer til vanvid af misundelse over det her sted!:D Men det bliver ultrakort for ellers naar jeg aldrig at komme med i kampen!

So, den 15.10 om morgenen pakkede vi for hvad der foeltes som 27. gang vores ting og satte os ud i Merons bil, for hun skulle ned at betale loen til nogle arbejdere og havde tilbudt at tage os med til Sodo hvor vi kunne overnatte gratis inden vores rejse gik videre. Det var desuden den perfekte lejlighed til at tage afsked med vores kaere lille grinebider, saa vi lavede middag til damen og begavede hende med en daase Danish Butter Cookies som en symbolsk anerkendelse af alt det hun har gjort for os alt imens vi vendte emner som kvindeundertrykkelse og kitfo (raat hakkekoed i spicy sauce, yak)! Hyggeligt!

Dagen efter fulgte Meron os til busstationen og vi tog mod Awassa. Her gik vi en laengere march med vores oppakning fra den campingplads vi troede stadig eksisterede og til det hotel hvor vi endte med at sove. Udmattede efter turen smed vi vores grej og gik direkte ud i hotellets restaurant og bestilte som tjeneren foreslog en blandet tallerken med koed, aeg og groentsager, selv om vi burde have laert at det goer man bare ikke. I Etiopien skal man ikke bestille mad et sted hvor de ikke har en menu skrevet paa engelsk - hvis man da ikke har planer om bulimisk aktivitet. Vi fik serveret en stor omgang blandet doed, aids og diarre i form af sur ost med blendet groen kaal, kitfo (den foeromtalte ret bestaaende af raat koed, som forklaeder sig som en simpel tomatsauce og efter sigende er vaeldigt ormefremkaldende, sejt lammelaar eller var det ged (?) og utilkendeliggjorte aeg. Men saa laerer vi en lektie og om aftenen gik vi hen paa en restaurant, hvor de lavede mad til folk med smagsloeg, Cafe Lewy!

Vi var i Awassa to naetter uden at se meget mere end soeen der, men vi tog til gengaeld til Shashemene, en lille by i naerheden med Afrikas stoerste rastafarikoloni, hvor de kan komme tilbage og rode i deres roedder. Vi saa deres kirke, som var spaekket med billeder af Haille Selasse og hvor der sad to superskaeve rastamaend med oejenbetaendelse, som tydeligvis bare sad der for at inkassere en donation til kirken og vi giver da gerne 4 kr. for at se 20 billeder af HS. Lidt flad oplevelse og der var ikke nogle rastamennesker at se rundt omring paa gaden, saa vi endte med at tage over at besoege en vigtig rastamand hjemme ved ham selv. Da han havde et moede snakkede vi i stedet med hans soen, som var vaeldigt paen men noget religioes til min smag. Han fortalte os at Kristus er i live i sort udgave og han bor paa Jamaica. Nytaarsaften havde han staaet udenfor og det var pludselig blevet dag et oejeblik inden det blev moerkt igen og han blev glad thi det var et tegn fra den sorte Kristus. Mens vi sad og snakkede blaeste det pluselig lidt og det var igen Gud, der lige viftede med haanden for saadan er det jo, naar tre mennesker sidder og snakker. Gud er i alt! Han var en super freak! Efter dagens kontakt med de hoejere magter tog vi tilbage til Awassa og Cafe Lewy for at spise vaad (?) kage og spille spil og senere spise middag samme sted.

Dagen derpaa koerte vi i bus i lidt for mange timer, men ankom til sidst til Yabello, som var en lillebitte by bestaaende af 12 huse, en tankstation og 2 hoteller. Det var udelukkende et noedvendigt stop paa vejen til Omo Valley, som er hjemstedet for Etiopiens mange forskellige stammefolk. Om aftenen stod den paa laegning af slagplan for hvordan vi skulle komme frem i dalen, som ikke er saerligt stor, men svaertfremkommelig uden en firehjulstraekker, hvilket vi ikke var i besiddelse af. Resultatet blev at vi ville satse paa at bevaege os i trucks (lastbiler, hvor passagererne staar op paa det uoverdaekkede lad), busser og hvis det ikke holdt maatte vi jo koebe et billigt aesel til at transportere os lidt. Da ingen af hotellerne havde ledige vaerelser indviede vi Quechuapaladset (vores telt) paa Motel Yabellos plaene under et mangotrae og bad til at regntiden ville tage en kaffepause og det blev hoert!:D