Addis, The American way!!!

Da vi forlod Bahir Dar den 11.10 plaget af loppebid, som stadig voksede i bedste velgaaende var det en noget forvirrende affaerre. Vi havde dagen inden booket en busbillet ved selskabet Kobra, som ville hente os hjemme kl. 5 om morgenen for at koere til Addis. Da klokken var 4 blev vi dog vaekket af en dyttende bil, som ikke var fra selskabet Kobra, men blot en almindelig minibus, som paa en eller anden maade havde fundet ud af at vi skulle med og hvor vi boede. Vi er efterhaanden ret hurtige til at pakke alt vores gear sammen, saa fem minutter over havde vi pakket og tisset i forhaven for ikke at falde i toilethelvede og sad i bussen. Vi glaedede os som smaa boern til at se Meron igen, have vores eget vaerelse, toilet og tage et brusebad, for det havde vi kun gjort en gang paa den uge vi havde vaeret vaek.

Vi endte med at vaere i Addis 4 dage uden at goere livet kompliceret for os selv. Vi fik vasket toej. Okay, det var faktisk ret besvaerligt, for vaskerierne skulle bruge en uge paa at vaske skidtet, saa vi endte med at goere det i haanden og det var satme haardt. Fik en vabel!!!!!! Men bortset fra det var vi nogle dovne svin og vi gik kun ud af huset for at gaa paa nettet, gaa paa restaurant at spise pizza, burger med fritter og at se Inglorious Bastards i biffen. Superfed film! Se den nu foer din nabo! Desuden gik jeg til laegen for at faa nogle stoffer til min syge krop og loppebefaengte hud, saa begge nu er i topform!

Laenge leve (naesten) civilisation i Addis!

Moderne lerhytte i Bahir Dar

Er virkelig langt bagud pga manglende internet i Etiopien, saa vil proeve at drage essensen ud af vores sidste tid.

Den 7. oktober vaagnede vi altsaa inden hanen i Belays lerhytte i Lalibela og gik mod busstationen for at vende snuderne mod Bahir Dar, men det var ubehageligt med de 3000 loppebid vi hver isaer havde reddet os. Rob havde nok egentlig flere end mig, men mine haevede op til det tidobbelte og kloede ondt meget. Rejsen var helt langt ude! Vi stod pludselig i en lille landsby uden busforbindelse og blev noedt til at betale en truck i dyre domme eller det vil sige 40 kr. hver for at tage os med de 10 timer til Bahir Dar, men vi ankom og vores CS-vaert, Yordanos, stod klar paa stationen til at tage os med hjem til hendes udgave af en lerhytte. Der var lys, moebler, koeleskab og eget toilet eller hvad man nu kalder en hjemmelavet traehytte hvor man skal balancere paa et net af traegrene og saa ellers ryge paa hug og forsoege ikke at falde ned i soeen nedenunder, yaiks, det har jeg stadig mareridt om!

Yordano's familie var paa 14 mennesker eller noget i den stil og de var virkeligt herlige! Det ene oejeblik grinede de og satte haar paa hinanden (de var flest piger) og det naeste oejeblik kastede de kapsler i hovedet paa hinanden. De havde en anden gaest paa besoeg, Marion paa 39 fra Frankrig, som skulle arbejde en tid paa et projekt, som skulle forhindre skamferinger saasom omskaering, opfedning og piskning af kvinder i et lille samfund i naerheden. Hun var virkelig hyggelig, saa det var ren lejerskole da vi skulle i seng alle sytten. Inden da naaede vi naturligvis en bunna, kaffeceremoni, med popcorn med sukker paa til.

Bahir Dar ligger ved soen Tana og den skulle vi selvfoelgelig ud at se da det er stedet hvor den blaa Nil udspringer fra, men der tog de godt nok roeven paa os! Soeen var brun som mudder, men vi sprang alligevel paa en baad for at tage ud at se nogle munkeklostre som folk siger maa ses. Forstaar den dag i dag ikke hvorfor, men sejlturen var skoen!

Og Rob saa en bille, som han kunne lide!:D

Ellers gik de fire dage i byen med forgaeves at lede efter flodheste og krokodiller ved soeen og at smage egnens specialiteter af hvilke kan naevnes grillede majskolber, bombolino, som er Etiopiens svar paa en doughnut, og fettira, som er en skoer men god blanding af broed, aeg, groent og honning, som ligner en pizza. Desuden udfoerte Rob en kaffeceremoni af de bedre og vi smagte paa alle de forskellige vine, som Yordanos fremstiller, dadel-, roed- og mangovin. Snakkede ogsaa med Obama, som er naboens lille baby gammel, som blev foedt den dag Barack tiltraedte, hihi.

Det er loegn, vi var ogsaa ude at se Blue Nile Falls, som ikke er de nemmeste at finde, men med vores stifindergen fandt vi frem gennem bakker og dale. De var ikke naer saa storslaaede som de forekommer paa de etiopiske pengesedler fordi de har delt floden op i to umiddelbart inden vandfaldene for at bruge ca. 75 af vandets kraft til at producere elektricitet, men det var ikke desto mindre en flot tur og vi fik levet lidt paa kanten da vi skulle krydse en ikke helt lavvandet flod med glatte sten og alt vores grej, men jeg betaler sgu ikke en eller anden 11-aarig dreng for at hjaelpe mig, saa laenge jeg har to ben!

Opkast og lerhytter

Den 5. om morgenen tog vi en bus mod Lalibela og det var sin sag at overtale buschauffoeren til at betale den pris de lokale betaler i stedet for faranji-pris, men det lykkedes til sidst. Faranji er os og alle andre hvide mennesker, som de konstant proever at lokke mindst 40% mere ud af, men jeg har laert tallene paa amharic og det hjaelper lidt for saa tror de vi har vaeret her laenge nok til at vide hvad tingene koster.

I bussen faldt vi i snak med en masse mennesker, da de fleste etiopere er meget interesserede i at hoere om vores lande og isaer snakke om fodbold. Blandt andet snakkede vi, eller mest Roberto, da jeg havde for travlt med at kaste op, svede koldsved og droemme om coca cola og toert broed, med Belay, en dreng fra Lalibela, som endte med at invitere os hjem til ham at sove, da vi spurgte om han kendte et sted vi kunne campere. Det gjorde vi saa og det viste sig at han boede i det hidtil mest primitive hus jeg har set. Det bestod af fire lervaegge og et tintag og havde hverken elektricitet eller vand. Belay boede sammen med sin mor, lillebror, to smaa soestre og halvvejs far. Hans far arbejdede som landmand hele dagen og kom kun hjem for at spise injera sent paa eftermiddagen for saa at tage af sted og sove ude ved markerne, saa han sled ikke meget paa faciliteterne. Familien var rigtig rar og selv om deres engelsk var meget begraenset fik vi snakket en hel masseom aftenen og mig og Rob laerte noget mere amharic. Desuden lavede de en kaffeceremoni for os, som jeg forhaabentlig faar tid til at uddybe den dag hvor jeg ikke laengere er haabloest bagud med bloggen.

I Etiopien har de deres egen tid, som foelger solens rytme. Naar solen staar op kl 6 europaeisk tid begynder dagen og etioperne siger derfor at det er klokken 0 og klokken 1 etiopisk tid er det samme som vores 7. Naar man bor i et hus uden lys begynder man virkelig at indrette sig efter det naturlige lys, saa da solen gik ned ved 19-tiden blev doeren til huset lukket og vi begyndte langsomt at goere sengene klar og da klokken var 20 laa vi i soveposerne. Til gengaeld vaagnede vi ogsaa til hanegal kl 0 etiopisk tid og saa begyndte dagen. Foerste punkt paa dagsordenen var fletning af mit haar. Da den aeldste datter i familien saa mit haar dagen foer blev hun vild og blodig og jeg lovede at hun maatte flette det. Efter at have faaet en ansigtsloeftning af de gode fik vi kaffe i de foerste tre forskellig huse inden vi kunne tage hul paa den oprindelige mission.

Lalibela er kendt for sine 11 imponerende kirker som alle er udfaerdiget i hver deres klippe, saa de er altsaa ikke blevet bygget med udhugget i et helt stykke klippe og videnskabsmaend forstaar stadig ikke hvordan det kunne lade sig goere i den tid hvor de blev lavet. Nu er jeg jo ikke den store fan af bygninger, men de var sgu imponerende nok og vi fik hele dagen til at gaa med at se dem.

Om eftermiddagen paa vej hjem til vores midlertidige lerhytte stoppede vi for at koebe nogle bananer saa vi kunne spise dem til middag i stedet for injera. Jeg havde jo en god undskyldning for at spise skaanekost for Belay havde set mig oerle i bussen og vidste at jeg ikke var helt rask. Efter middagen begyndte Belay at fortaelle om sin familie og hvor syge alle var - moren, onklen og faktisk ogsaa en nabo, som gerne ville have nogle af mine kontaktlinser fordi hun havde problemer med det ene oeje og troede det var medicin, haha. Han bad derfor om 200 birr (lidt under 100 kroner) saa de kunne komme til laegen og blive opereret, men vores to uger her i Etiopien har vist os at alle har en syg undskyldning for at tigge og bede om penge og oftest bliver man fyldt med loegn og da han pludselig kastede sig ud i en tydeligvis falsk graadscene besluttede vi os for ikke at give ham noget andet end de farver vi havde med og nogle andre smaating vi havde i rygsaekken. Det lyder maaske ret ubarmhjertigt, men vi bliver stoppet hvert tredje sekund her af folk der vil have kuglepenne, penge, plastikflasker(!?) og alt muligt og vi bliver raadet til aldrig at give noget til nogen. Isaer mange boern tigger paa gaden og hvis de finder ud af at det kan betale sig bliver de vaek fra skole for at goere det. Naa, men sidste nat var ret ubehagelig, da familien skaendtes over et eller andet og Belay ville ikke oversaette for os. Desuden var der hyaener lige uden for huset som skreg. Det var ren uhygge! Brrr...

De hvide kommer til byen

Hej alle mine tre (inkl. Roberto) laesere , hmpf! Jeg er blevet syg for tredje gang siden vi ankom til Etiopien, saa der boer tages forbehold for en vis indflydelse af febervildelse i dette indlaeg.


Den 4. oktober om morgenen forlod vi hovedstaden, Addis, for at tage nordpaa til Dessie, som egentlig beskrives i Lonely Planet (og det med rette) som et hul i jorden. Hullet ligger dog paa vejen til Lalibela som er et must see, saa vi fandt en sofa der for at dele den to dage lange rejse op. Busturen tog 10 timer, men saa er det jo godt at man har en evig trang og evne til at sove paa trods af store huller i vejen og lugte, som man ikke tror foer man oplever dem. Da vi endelig ankom blev vi moedt af intenst stirrende blikke, som fulgte os hele vejen hen til naermeste moenttelefon hvorfra vi ringede til vores sofavaert, Jon. Han ville straks komme og hente os saa vi satte os til at vente. Der gik ikke tre sekunder, saa stod der 10 sorte mennesker og gloede uhaemmet paa os - efter ti minutter var det blevet til 40. De var paa ingen maade truende, naermere nysgerrige, men det var virkelig graenseoverskridende at have saa mange fremmede mennesker inden for sin intimsfaere.

Paa mirakuloes vis fandt Jon os i menneskemaengden og paa sit flydende amharic (regionens mest udbredte sprog) hilste han paa folket og vi tog hjem til ham. Han fik venner paa besoeg til middag, og jeg frygtede straks at det var glosuppe eller kigvaelling (haha), men det var satme tacos! Det var ugens kulinariske hoejdepunkt efter lidt for mange dage med injera, den sure pandekage fra helvede. Umiddelbart efter den sene middag hoppede vi i soveposerne for vi skulle med bussen kl 5 naeste morgen. Godnat!

Addis Ababa

Vel ankomne i Addis Ababa kl 3 om morgenen havde vi igen en hyggestund eller var det fem timer paa et gulv i ankomsthallen ind til vi blev hentet af Meron Mekonnen a.k.a Couchsurfing host. Pigen er saa fantastisk at vi slet ikke havde droemt om det - et stort smil og med privatchauffoer! Vi tog ud og fik den typiske rigmandsmorgenmad, som bestod af sur yoghurt a la A38, bananmuffin, macchiato som er lig med ny yndlingskaffe og Kari, hvis du laeser det her, saa er macchiato som tyske Tobias siger helt forskellige (saa fik vi det paa plads). Desuden fik Rob sig en lagdelt juice bestaaende af avocado i bunden (hvilket ikke lyder saa laekkert som det smager) og derefter tre lag i andre farver hvoraf det ene var papaya. De sidste to staar stadig hen i det uvidste... Vi tog en laaaang lur i Merons hus, som forresten var rimelig laekkert og med to vagter foran hele dagen, hvorefter vi koebte ind til at lave middag til Meron.

Anden dag i Addis stod paa sight seeing! Vi startede i et kvarter kaldet Piazza og de hurtige har nok gaettet at det skyldes italiensk indflydelse paa landet. Etiopien er et af de to lande i Afrika som aldrig er blevet koloniseret, men italienerne gjorde et 5 aar langt forsoeg derpaa, men maatte til sidst traekke sig tilbage. Tilbage til Piazza. Bygningerne der var i tusinde farver og i en stil der adskilte sig meget fra de oevrige hvilket kun kan vaere positivt. Vi tog paa Tomoca, som er en af byens velrennommerede kaffebarer og fik dagens foerste macchiato og den kunne noget! Mmmmhhh... Vi stoedte paa en mand, som havde studeret til dyrlaege paa Cuba i 12 aar og derfor talte spansk. Han ville have os til at skabe nogle kontakter i Spanien saa han kunne faa noget medicin. Okay helt sikkert, oejeblik saa gaar jeg lige ud og ringer med det samme. Haha, han var en fin mand, men nogle gange kender folk her altsaa ikke omfanget af de ting de beder dig om. Naeste stop St. George's Cathedral som jeg ikke har andre kommentarer til end at vi saa to gigantiske skildpadder uden for!!!
Saa tog vi videre til omraadet Seddest Kilo (6 kilo paa Amharic, et af Etiopiens 80 sprog) hvor vi tog paa etnologisk museum og se Rastafaris historie. Forhaabentlig er der andre end mig derude, som foerst nu finder ud af hvad rastafari daekker over. Det er ikke dread locks der giver udslaget! Ras betyder konge og Tafari er navnet paa en tidligere etiopisk konge, far til Haille Selassie. En gang for laenge siden gik de rundt paa Jamaica og droemte om regn og at en konge ville komme og faa det til at regne. Det var saa lige praecis tilfaeldet da Ras Tafari kom til landet og derfor bliver han hyldet igennem rastafarikulturen. Endnu et lys gik op for mig paa selv samme museum. Ordet kaffe kommer sig af at kaffen kommer fra en region i det sydvestlige Etiopien, som hedder Kaffa! Naaaaaaaaarh.
Vi tog videre til Amest Kilo (5 kilo, haha) for at se jordens foerste menneske, Lucy, men det viser sig at vi har set de falske knogler, da de rigtige befinder sig et sted i USA. Snyyydt! Ellers var vi bare paa marked og faldt i macchiatokoppen igen og igen.

Om aftenen tog vi til typisk etiopisk aften med sang, dans og middag med honningvin. De foerste to ting kan de satme finde ud ad. Der er noget med afrikanere og rytme og jeg vil have det gen snarest! De sidste to ting kan de godt holde for dem selv. De spiser injera til alle dagens maaltider og det er en sur pandekage lavet af blade, som jeg dagen efter blev syg af og ikke har taenkt mig at roere igen.





Paa trods af ussel fornemmelse i kroppen tog vi den foelgende dag op paa et boernehjem i Addis for at aflevere stoerstedelen af de medbragte farver til de mere end 100 boern - tak for det Jensen's Boefhus! Stedet er drevet af nonner og det var glaedeligt at se at der var et rimeligt antal af frivillige og nonner i forhold til antallet af boern i modsaetning til min oplevelse i Bolivia. Naar det saa er sagt, saa var det haardt at se de kaere smaa vaere helt desperate efter kontakt, men haaber at de noed den tid vi var der. Det saa saadan ud da solbriller og straahatte floej rundt i lokalet og de kravlede op og ned ad os, og det var desuden fantastisk at hoere at 90 % af boernene var bortadopteret og blot ventede paa at blive hentet af deres nye foraeldre.

Jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt at Meron foerst fortalte os en uge senere at grunden til at mange af boernene havde smaa hvide prikker i ansigtet er at de er HIV-smittede fra foedslen. Jeg er bange for at jeg ville have vaeret lidt mere tilbageholdende i forhold til at lege med boernene, men hun kunne nu godt lige have indskudt det!:/

Lige inden vi tog af sted fra boernehjemmet (ogsaa kun fordi boernene skulle skiftes og sendes til lur:D) stoedte Meron ind i fire soeskende som hun kendte da de havde vaeret naboer dengang boernenes foraeldre stadig levede. Det var saa underligt at taenke paa at de havde vaeret der i naesten 10 aar, men de var heldigvis ogaa naesten sikre paa at faa en familie snart.

En rutschetur af en dag sluttede tidligt i sengen, da kroppen var usamarbejdsvillig.

Fly Egyptair!

Her faar I lige lidt om vores rejse herned. Skal nok spare Jer for flynummer og afgangstider for den var faktisk meget mere end det. Vores foerste fly mod Frankfurt var forsinket, men naar man skal vente over 12 timer i den anden ende er det svaert at blive ophidset over. I Frankfurt tog vi ind til centrum for at spise middag og slaa noget tid ihjel. Paa vejen var vi sekunder fra at blive tage uden billet i das S-Bahn, men den der springer for livet slipper for boede. Da vi havde skrevet hjem og til vores vaert i Addis Ababa tog vi ud i lufthavnen, hvor vi skulle tilbringe natten. Thank God, ja og Pi og Dynen, for Sequence travel!

Flyet fra Tyskerland til Cairo var ogsaa forsinket men det blev igen taget med stor sindsro, da der skulle mere end en udskiftning af et batteri til at goere den store forskel for vores tidsplan. I Cairo blev vi moedt af 11 Egyptair-medarbejdere, som tydeligvis ikke anede hvordan de skulle forholde sig til vores transitsituation. Vores stakkels papirbillet floej rundt bag check in-skranken og endte ved en buttet mand med brune taender i hvid skjorte. Vedkommende meddelte at vi ikke kunne tjekke ind foer 6 timer foer flyafgang og der var paa davaerende tidspunkt 8 timer til. Han tilboed os til gengaeld en gratis tour de Cairo med middag og visum betalt. Vent lige lidt! Jeg bliver mistaenksom naar folk uden videre tilbyder mig den slags uden nogen form for betaling, men vores nye egyptiske ven viste os sit Egyptair kort og sagde at det var promotion fordi de ikke kunne lade os checke in. Paa trods af vores mistanke om at han ville stjaele vores identitet stod vi fem timer senere i Cairo lufthavn med vores boarding pass i haanden og en oplevelse rigere. Vi var blevet koert rundt i en bus alene to med privat guide og havde set Nilen, et sted hvor de fremstiller essentielle olier af blomster og PYRAMIDERNE(!!!!) og faaet egyptisk middag uden at betale en roed reje. Sukram Egyptair! Af sted mod Addis Ababa. Jeg behoever vel ikke sige at flyet var forsinket!:D

Livet er for kort til kommaer! I Etiopien er den gennemsnitlige levealder 48,5.