Lake Turkana

Vi havde fra flere sider hoert at Lake Turkana i det nordvestlige Kenya skulle vaere det smukkeste sted i landet, men desvaerre ogsaa et af de svaereste steder at naa hvis man som altid ikke har en firehjulstraekker for vejene skulle vaere taet paa ikke-eksisterende og der er ingen offentlige transportmidler. Vi besluttede os for at tage udfordringen op og tog den foerste matatu til Maralal. Det i sig selv var et hit for vi saa et vaeld af de dyr som man normalt betale dyre domme for at se i nationalparkerne. Da vi kom til byen fik vi desuden frokost paa Hard Rock Cafe - verdens mindste og mindst hygiejnisk bevidste.

Jeg ved ikke om folk her har en eller anden form for interesse i at skraemme os fra at se nogle ting eller om de bare alle arbejder inden for biludlejning, men dagen efter vi kom til Maralal var der allerede transport videre til vores endelige destination, Loyangalani, paa Lake Turkanas oestkyst, saa umiddelbart virkede det lidt for nemt. Nogle gange naar ting virker for gode til at vaere sande saa er det fordi de er det. Vi skulle med den lastbil, som de lokale kaldte The White Rhino, hvilket der ikke var den store nyhedsvaerdi i, men vi skulle denne gang sidde paa ladet som var laesset med saekke med majs og kasser med slikkepinde, maelk og solceller og det sammen med omtrent 50 andre. Vi havde faaet at vide at turen ville tage omkring 12 timer, men fordi vi skulle hive lastbilen op af mudderet et par gange og fordi chauffoeren ikke havde sovet i et par dage og kraevede en lur endte vi med at sidde i naesehornet 21 laaaaange timer, men det syn der moedte os i form af Lake Turkana, som kaldes The Sea of Jade pga. dens farve, var naesten hele besvaeret vaerd!:D


Det lagde dog en gevaldig daemper paa begejstringen, da vi kort inden vi naaede Loyangalani stoedte paa et par desperate foraeldre. De havde allerede mistet to boern til den koleraepidemi som haerger Kenya for tiden, hvoraf det ene stadig laa tildaekket paa jorden. Nu var deres tredje soen saa ogsaa blevet ramt saa ham tog vi med i lastbilen til hospitalet i Loyangalani og hoerte nogle dage senere at han var kommet sig.

Den dag vi ankom til byen var vi ude af stand til at foretage os andet end at finde et sted at spise og inden for faa timer var vi allerede stamkunder paa Cold Drinks Hotel hvor specialiteten ironisk nok var the, men Baba Chongo fra Somilia forstod ogsaa at friturestege en fisk og lave en delish gang hakket kaal som tilbehoer.

Dagen efter var vi efterhaanden ovenpaa igen og vi hyrede byens rasta, John, til at vise os omraadet. Det var saa latterligt flot bare at skue ud over den groenne soe med vulkanen Teleki i at de stenindgraveringer som John forsoegte at forklare os om fuldstaendig blegnede. Dog maatte jeg elske hans fortaelling om hvordan de bruger frugterne fra et ensomt trae midt i de vulkanske klipper til at "helbrede" den som har tabt sit hjerte og dermed er blevet en kold skid. Man skulle blot bruge 10-12 frugter og banke dem haardt mod det hjerteloese bryst og voila!







Senere paa dagen gik der menneskesafari i den. Vi saa foerst en samburu-, senere en rendilla- og til sidst en turkanalandsby med deres indbyggere. Faelles for stammerne er at de pynter sig med store perlesmykker, men for at forstaa forskellen mellem farver og blandingen af disse skal man vist vaere opvokset i omraade. Dem der skilte sig mest ud fra de andre var turkanastammen fordi kvinderne barberer siden af deres hoved saa de har en hanekam tilbage som de fletter og desuden faar de allesammen lavet et hul oeverst i oeret hvori de baerer nogle temmeligt store bladformede oereringe. Vi moedte en turkanakvinde som havde en piercing i laaeben lige som mig, men hendes hul var saa stort at hun kunne stikke den yderste spids af tungen ud igennem det. Det viste sig at vaere til lange rejser i oerkenen hvor det er noedvendigt at koele smaaboern ned og vaske dem. Hun kan med to mundfulde vand spraye vand ud gennem hullet og et styk ren baby, haha!!! Har desvaerre ingen billeder for saa ville der gaa lidt for meget human safari i den...

Saa solnedgang over soeen med flest krokoer i verden inden vi tog hjem i vores palmehytte... Saadan her saa den ud inden negernatten lagde sig.


Turen hjem fra Lake Turkana var nogenlunde lige saa latterlig som turen dertil, men vi overlevede paa trods af at chauffoeren i loebet af de sidste tre timer sad og blundede saa jeg flere gange maatte hive i rattet, for denne gang havde vi reddet os en plads i kabinen.

Det var vist de sidste ord for Kenya, for den 16.12 tog vi en autobus til Uganda!