Go-gorilla

Yeah, efter en syg tur i en lille pick up som var laesset med 3 ton kartofler og 15 mennesker paa ladet i tropisk regn ankom vi til Buhoma hvor vi skulle ud og finde os en gorillafamilie som vi kunne naerstudere i en time - ikke en time og to minutter. Det er hvad man faar for $500 i Uganda.

Den regnskov hvor vi skulle finde gorillaerne hedder Bwindi Impenetrable Forest og man kan godt komme ud for at skulle trave op ad en 45 graders stigning i op til seks timer for saa at staa bag en masse grene og observere aberne, men vi havde en usandsynligt nem tur paa 45 minutter og fandt gorillaerne lige uden for en landsby hvor de sad og spiste morgenmad.

Der er egentlig ikke saa meget at sige om oplevelsen. Den var fantastisk og de abemisser er trods manges opfattelse meget pacifistisk anlagte saalaenge man ikke stiller sig mellem den store silverback som er chefen og hans undersaatter som i vores tilfaelde var den naestkommanderende blackback, en smaekker dame paa et par hundrede kilo og to teens, hvoraf den ene meget passende havde en kronisk bums og derfor havde faaet samme navn (altsaa "bums" paa Luganda).

Gorillaer laver ikke saa meget andet en at nusse og klatre op i traeer for at braekke kaempe grene af og sidde paa jorden og spise bladene. Der maa aabenbart vaere nogle serioest luftfremkaldende substanser i de traeer for gorillaerne prutter hvert andet minut og en session tager ikke under 5 sekunder, hahaha, til at starte med troede vi allesammen at de brummede.

Her er de:

Det ligner at jeg er ved at faa paa munden med machete, men det er altsaa bare guiden der holder nogle grene tilbage.

Min abe med en anden abe!

Morgensur!

Uganda - den kortest mulige udgave

Vi startede ud med at se Ugas smukkeste vandfald, Sipi Falls, men jeg ved nu ikke helt...



Derefter havde jeg fire naerdoedsoplevelser mens vi raftede ned ad Nilen i Jinja - Rob syntes det var for lidt action packed at falde ud af baaden fire gange midt i et rapid og blive suget ned og hvirvlet rundt!? - men slap igennem dagen og de 30 km. i live og med ganske faa skrammer. Vi har sjovt nok ikke billeder af herlighederne, men her kan de interesserede faa en lille smagsproeve paa oplevelsen: http://www.youtube.com/watch?v=YA0b_xFHyQc . Haaber linket virker med en europaeisk internetforbindelse!?

Hovedstaden, Kampala, var afslapning med aberne og internettet paa The Red Chilli Hideaway.


En enkelt dag sneg vi os ind til storbyen, men resultatet blev noget saa lidt ugandesisk som besoeg i to hinduistiske templer, hvoraf det ene resulterede i gratis vegansk frokost med praesten og hans kone - og en tupperwireware fyldt med indiske kager, det' klart! - og en invitation til middag samme aften og desuden et lidt mislykket besoeg i Ugandas Nationale Moske, hvor jeg simpelthen ikke kunne faa mig selv til at LEJE et sloer saa jeg kunne vaere taekkelig nok til at besoege moskeen indvendig i fem minutter. Rob gik ind og jeg blev siddende udenfor og delte indiske kager ud!:D

Den 23. om aftenen moedte jeg Gerhard fra Hvidovre og det lunede at tale med en dansker, selv om han lige knap kunne dele min store kaerlighed til jul. Vi blev braendt af af flere af vores juledates og havde en mildest talt en skuffende 24. december, som dog boed paa et moede med anfoereren for det ugandesiske landshold, men den 25. var straks bedre. Vi endte hjemme hos den slags herlige familier som der kun eksisterer meget faa af! Jeg sad paa mine oemme knae i fire timer og lavede lokal julemad og risengroed, mens det var umuligt ikke at grine sammen med de andre madmuttier. De fire timers kulinarisk aktivitet resulterede i 20 forskellige retter og vi spiste selvfoelgelig til vi revnede midt over. De gik til risengroeden med en vis forsigtighed, men efter foerste portion gik det staerkt for de ved jo ikke at den normalvis ikke smager af roeget ged, hihihi. Paa med kanel saa det stoever i hele stuen og nakken tilbage!


Efter jul tog vi til Fort Portal som er den by der ligger taettest paa en af verdens bedste parker for primater. Vi kom egentlig for at se chimpanser, men blev alligevel for naerige da vi skulle betale de $120 hver. I stedet hoppede vi paa en billig guidet tour i gummiroejsere rundt i en sump, hvor der var stor primataktivitet i traekronerne. Vi saa 7 forskellige abearter - hvis I spoerger Rob var det 8, for han kom lige saa stolt hen og sagde at han havde set en lille en med en busket hale, som jeg nok ikke lige havde set. I kan vel naesten forestille Jer skuffelsen, da jeg oversatte for ham at det var et egern han havde set paa lang afstand, hehe.


Paa vores sumptur fik Rob lidt hurtigt energi fra et sukkerroer, som de elsker at partere ved hjaelp af voldsomme hovedbevaegelser og staerke taender.


Vi saa nogle huler som ikke var noget saerligt, men saa var det da altid noget at vi reddede vores boda boda (motorcykeltaxa) chauffoer dag. Manden blev vild og blodig da jeg fortalte ham at det vi saa til venstre for hulerne var et vandfald. Han havde i sine 40 aar (eller maaske var han 16, det er fuldstaendig umuligt at bedoemme her) aldrig set et vandfald!!! Han takkede os mange gange for en smuk dag og fik helt stoevede taender af at smile hele vejen tilbage paa grusvej paa motorcykel. Haaber at I kan ane hans stolte holdning paa foelgende billede!;D


Nytaarsaften holdt vi i det sydlige Uganda i Kabale. Om eftermiddagen var der fuldstaendig tomt paa vores hostel og med udsigt til at fejre nytaar helt alene gik vi ud for at koebe en flaske lokalt sproejt som skulle minde om gin, saa vi havde lidt at skaale i. Da jeg var i bad kunne jeg hoere hvordan hostelpersonalet gav paa munden til ham som faa minutter tidligere havde forsoegt at overtale os til at stoette hans gadeboernsprojekt som aabenbart var opdigtet og da jeg igen turde forlade baderummet var der ankommet et herligt schweizisk/spansk par som vi endte med at have en fest med! Han oedelagde fuldstaendig hostelpersonalets syn paa indere ved at vise dem en video af en af slagsen med usandsynligt store testikler uden at forklare at det altsaa ikke er normen i Indien. Hahaha!

Ugandesisk gin gav overraskende faa toemmermaend saa 1. januar tog vi til smukke, fantastiske Lake Bunyonyi og indlogerede os paa et hostel paa en lille oe, hvis eneste energikilde var Hr. Olsen, som desvaerre ikke skinnede paa regelmaessig basis. Der blev vi et par dage og gik ture, roede i kano (det meste af tiden i meget smaa cirkler, hvilket er et faenomen, som de lokale kalder den hvide mands proptraekker, hehe) og spillede kort naar det regnede. Paa vej tilbage til fastlandet passerede vi Punishment Island, en oe paa stoerrelse med mit tidligere kaeldervaerelse, hvor ugifte, gravide kvinder blev sendt ud for at laegge sig til at doe under ét soelle trae for af en eller anden grund kan folk her ikke svoemme...

Sidste hoejdepunkt i Uganda var da vi saa gorillaer skraemmende taet paa, men det fortjener et kapitel for sig selv, saa foelg med i naeste afsnit af Lois i lerhytten...

Glaedelig jul derhjemme!

Godmorgen til alle mine yndlinger og rigtig glaedelig jul! Min bliver holdt i Kampala i aar sammen med en familie som jeg gerne skulle laere at kende om en time, naar de kommer og henter os. Jeg savner DK og Jer saa meget lige nu og jeg glaeder mig enormt meget til at se Jer igen til sommer. Moedte heldigvis en dansker igaar som jeg kunne dele mine julefrustrationer med, men det er jo ikke det samme som Jer!
Hav en god aften og vaere venlig ikke at komme med alt for mange idylliske historier om hvid jul i vores lille land!;D
Kys og kram fra groenne (og ikke paa en grantraesagtige maade) Uganda

Lake Turkana

Vi havde fra flere sider hoert at Lake Turkana i det nordvestlige Kenya skulle vaere det smukkeste sted i landet, men desvaerre ogsaa et af de svaereste steder at naa hvis man som altid ikke har en firehjulstraekker for vejene skulle vaere taet paa ikke-eksisterende og der er ingen offentlige transportmidler. Vi besluttede os for at tage udfordringen op og tog den foerste matatu til Maralal. Det i sig selv var et hit for vi saa et vaeld af de dyr som man normalt betale dyre domme for at se i nationalparkerne. Da vi kom til byen fik vi desuden frokost paa Hard Rock Cafe - verdens mindste og mindst hygiejnisk bevidste.

Jeg ved ikke om folk her har en eller anden form for interesse i at skraemme os fra at se nogle ting eller om de bare alle arbejder inden for biludlejning, men dagen efter vi kom til Maralal var der allerede transport videre til vores endelige destination, Loyangalani, paa Lake Turkanas oestkyst, saa umiddelbart virkede det lidt for nemt. Nogle gange naar ting virker for gode til at vaere sande saa er det fordi de er det. Vi skulle med den lastbil, som de lokale kaldte The White Rhino, hvilket der ikke var den store nyhedsvaerdi i, men vi skulle denne gang sidde paa ladet som var laesset med saekke med majs og kasser med slikkepinde, maelk og solceller og det sammen med omtrent 50 andre. Vi havde faaet at vide at turen ville tage omkring 12 timer, men fordi vi skulle hive lastbilen op af mudderet et par gange og fordi chauffoeren ikke havde sovet i et par dage og kraevede en lur endte vi med at sidde i naesehornet 21 laaaaange timer, men det syn der moedte os i form af Lake Turkana, som kaldes The Sea of Jade pga. dens farve, var naesten hele besvaeret vaerd!:D


Det lagde dog en gevaldig daemper paa begejstringen, da vi kort inden vi naaede Loyangalani stoedte paa et par desperate foraeldre. De havde allerede mistet to boern til den koleraepidemi som haerger Kenya for tiden, hvoraf det ene stadig laa tildaekket paa jorden. Nu var deres tredje soen saa ogsaa blevet ramt saa ham tog vi med i lastbilen til hospitalet i Loyangalani og hoerte nogle dage senere at han var kommet sig.

Den dag vi ankom til byen var vi ude af stand til at foretage os andet end at finde et sted at spise og inden for faa timer var vi allerede stamkunder paa Cold Drinks Hotel hvor specialiteten ironisk nok var the, men Baba Chongo fra Somilia forstod ogsaa at friturestege en fisk og lave en delish gang hakket kaal som tilbehoer.

Dagen efter var vi efterhaanden ovenpaa igen og vi hyrede byens rasta, John, til at vise os omraadet. Det var saa latterligt flot bare at skue ud over den groenne soe med vulkanen Teleki i at de stenindgraveringer som John forsoegte at forklare os om fuldstaendig blegnede. Dog maatte jeg elske hans fortaelling om hvordan de bruger frugterne fra et ensomt trae midt i de vulkanske klipper til at "helbrede" den som har tabt sit hjerte og dermed er blevet en kold skid. Man skulle blot bruge 10-12 frugter og banke dem haardt mod det hjerteloese bryst og voila!







Senere paa dagen gik der menneskesafari i den. Vi saa foerst en samburu-, senere en rendilla- og til sidst en turkanalandsby med deres indbyggere. Faelles for stammerne er at de pynter sig med store perlesmykker, men for at forstaa forskellen mellem farver og blandingen af disse skal man vist vaere opvokset i omraade. Dem der skilte sig mest ud fra de andre var turkanastammen fordi kvinderne barberer siden af deres hoved saa de har en hanekam tilbage som de fletter og desuden faar de allesammen lavet et hul oeverst i oeret hvori de baerer nogle temmeligt store bladformede oereringe. Vi moedte en turkanakvinde som havde en piercing i laaeben lige som mig, men hendes hul var saa stort at hun kunne stikke den yderste spids af tungen ud igennem det. Det viste sig at vaere til lange rejser i oerkenen hvor det er noedvendigt at koele smaaboern ned og vaske dem. Hun kan med to mundfulde vand spraye vand ud gennem hullet og et styk ren baby, haha!!! Har desvaerre ingen billeder for saa ville der gaa lidt for meget human safari i den...

Saa solnedgang over soeen med flest krokoer i verden inden vi tog hjem i vores palmehytte... Saadan her saa den ud inden negernatten lagde sig.


Turen hjem fra Lake Turkana var nogenlunde lige saa latterlig som turen dertil, men vi overlevede paa trods af at chauffoeren i loebet af de sidste tre timer sad og blundede saa jeg flere gange maatte hive i rattet, for denne gang havde vi reddet os en plads i kabinen.

Det var vist de sidste ord for Kenya, for den 16.12 tog vi en autobus til Uganda!

Rift Valley - Nakuru og Lake Baringo

Efter at have camperet et par dage i regnvejr var det dejligt at komme til Kenyas fjerdestoerste by, Nakuru, og indlogere os paa vores helt eget vaerelse i Christina fra Tysklands lejlighed. Nakuru har, som stoerstedelen af kenyanske byer, ingenting at byde paa, men den udgoer en god base hvis man vil udforske dens dyyyyyre nationalpark eller se et krater umiddelbart uden for byen. Vi holdt os til sidstnaevnte og der var en vaeldig udsigt over Nakuru og over den usandsynligt store dal. Ellers hang vi lidt ud med nogle aber uden for den dyre nationalpark og med nogle af Chris' venner.

Da vi havde faaet den noedvendige portion af civilisation drog vi videre mod Lake Baringo, som det stod lidt skidt til med vandstanden pga. en naerliggende blomsterfarm som stjaeler en masse vand og mangel paa regn. Men hvis man skal vaere lidt grov saa kan man sige at den ene soes toerlaegning blev til to menneskers once in a lifetime oplevelse... Det viste sig nemlig at paa den campingplads hvor vi havde slaaet os ned fodrede personalet hver dag to gange om dagen den flodhestefamilie der holdt til i naerheden for at forhindre at de stakkels krae skulle doe af sult. Vi blev derfor, hold fast Dynen, vidner til en familie paa 20 medlemmer der luntede op af vandet for at spise det hoe med en form for sukker paa som der var lagt frem til dem hoejst 5 meter fra os!!! Flodhestene skulle tilsyneladende vaere skraemmende udsultede at se paa, men jeg synes umiddelbart at krikkerne har gode former. Hvad siger I?



"Step away from my hay!"


Og efter frokost gik den maette familie tilbage til deres lureposition i den lille soe.


Og saa kom krokoen og haabede at der ogsaa var nogen der ville fodre ham, men det var der ikke...


Efter disse fantastiske syn, gik vi en tur rundt i omraadet for at finde et sted hvor vi kunne faa noget ikke-grumset vand til at drikke og paa vejen stoedte vi paa den her van som havde noget meget charmerende


Paa vejen hjem stoedte vi paa en kaktusfrugt, som vi plukkede og guffede og det kan varmt anbefales. Proev lige at se paa den! Det maa vaere verdens smukkeste frugt!


Efter en nat med lige lovlig meget animalsk action (vi havde en flodhest saa taet paa vores telt at vi kunne lugte svinet og et uidentificeret dyr af betydelig stoerrelse kravlende paa teltets inderdug. Yaiks!!!) vaagnede vi op til foelgende syn. Okay, indroemmet, det var kun Rob. Jeg sov naturligvis stadigvaek fordi jeg var udmattet af at forberede mig paa hvordan jeg skulle flygte fra den flodhest som graessede paa vores territorie. Men det er flot, ik?



Inden solen begyndte at bage for meget besluttede vi os for at gaa i hiking mode. Vi ville egentlig bare bestige den foerste af tre klipper, der var i naerheden, da vi kun havde en halv liter vand, men pludselig stod paa den tredje.


Og derfra kunne vi kigge ned paa det her landskab par gale strudse og nogle buttede pelsdyr!